Boliviansk familieliv, smuttur til Chile og trekking til Inkaernes hoejborg!,

Så kom dagen, hvor jeg stod ud af en bus, efter endnu en 20 timers pissekold bustur, i landet, som for 4 år siden vækkede min lyst til at rejse til Sydamerika: Chile. Dengang jeg for første gang stiftede bekendtskab med det spanske sprog gennem FOF i Vejle og fik verdens sejeste, lyshårede, dreadlockhoved af en ung spansklærerinde som havde været på udveksling i Santiago, Chile. Med tiden ændrede mine rejseønsker sig, og Chile var ved min afgang til Buenos Aires ikke længere, rigtigt en del af min rejseplan. Men på grund af politiske utilfredsheder i Bolivia omlagde jeg, efter 6 uger i dette kulturelt forskelligartede land, min meget svagt optegnede rute.

Min couchsurfer i Cochabamba, Bolivia - den 23 årige sociologistuderende Isabel - viste sig at være en del af en kæmpemæssig og fantastisk familie. Hun boede med sin far og sine 3 søskende: den nogle-og-tyveårige Miguel, 21 årige Ariel (gut, hvis man skulle være i tvivl) og den meget kærlige og nærhedssøgende Ana Gabriel, der allerede på andendagen bad mig om at blive for evigt.

Planen var i første omgang at blive i Cocha et par dage, for derefter at fortsætte til La Paz, men jeg forelskede mig hurtigt i familien, og de overtalte mig til at blive en uge, da jeg så kunne opleve 1. fredag i måneden, som betød fest i byen.

I loebet af den foelgende uge, oplevede tydeligt hvordan den traditionelle bolivianske folkekuktur i langt højere grad er til stede i den almene bolivianers hverdag, end jeg har oplevet noget andet sted. For eksempel er alle mere eller mindre bekendt med de forskellige folkedanse, der kendetegner de forskellige regioner. Isa, og flere af hendes kusiner, dansede Caporales, en meget exibitionistisk dans, hvor pigerne drejer rumpen iført meget korte pailletbedækkede kjoler, og mændene springer, stamper og svinger hatten, ligeledes ifoert skinnende pailletdragter.

                                                                Isa goeres klar til dansen

Hver dag  besoegte vi farmoderen, som havde varm frokost klar til hele familien kl 12. Hun var en livlig og frisk, aeldre dame med en have fuld af frugttraeer og alskens krydderurter, som jeg aldrig har foer.

Cochabamba siges at vaere Bolivias kulinariske hovedstad, hvor man traditionelt spiser 7 gange dagligt!:

Foer fanden faar sko paa spiser man suppe (paa landet), saa man kan komme igang med dagens arbejde. Derefter foelger morgenmaden, efterfulgt af en "formiddagssnack", typisk bestaaende af en "salteña" -  en soedlig/salt koed- og groentsagsempanada. Saa kommer den varme frokost ved middagstid og derefter kommer "el platito de la tarde", en eftermiddagsret, som varierer efter ugens forskellige dage. Torsdag er det for eksempel "el fideosuchi" - en pasta/koedret og loerdag er det "charque" - toerret koed.

Senere paa eftermiddagen indtages theen med lidt broed eller lignende og tilsidst spises aftensmaden ved ottetiden. Min familie var ikke traditionel i den forstand, saa vi spiste heldigvis ikke saa mange gange om dagen. Saa var det da gaaet helt galt, for af én eller anden grund er maden enormt maettende - maaske fordi man gerne serverer flere forskellige kulhydratrige madarter i samme ret, som for eksempel kartofler og ris. Dette resulterede i, at jeg havde et par dage, hvor jeg helt bogstavlig talt var propmaet lige fra frokost kl 12 og resten af dagen.

Boernenes afdoede mor havde 7 soeskende, alle bosat i Cochabamba og alle med en fin lille boerneflok. Det betoed at de havde nogle-og-halvtreds legekammerater i familien. Jeg har aldrig kendt en familie, som havde et saa rigt familieliv. Og selvom jeg synes, at min familie betyder meget i mit liv, saa forstaar jeg nu hvad man mener med, at familien er den absolutte kaernevaerdi i Sydamerika.

I løbet af ugen fik jeg besøgt to bedsteforældre, to tanter og mødt en masse fætre og kusiner, onkler og flere tanter. Især én aften hos mormoderen var hele opholdet værd. Alle søskende og en del af deres børn var samlet om gril og guitar, og der blev hentet vin og sunget og danset. Jeg blev opmuntret til at danse en traditionel boliviansk dans med én af onklerne i hele familiens påsyn og tilråb. Heldigvis var der ikke mere i det, end det at danse lidt rundt om hinanden og svinge en plastikpose, nok oprindeligt en vifte, i ottetaller over hovedet. Da jeg kyssede hele familien farvel den aften, sagde farmoderen, at det var en stor ære at få besøg fra Danmark, og at jeg måtte love at komme igen, så hun kunne vise mig sin fødselslandsby. Jeg var overvældet af al den imødekommenhed og forsøgte forgæves at overbevise dem om, at taknemmeligheden var helt på min side.

Jeg har diskuteret med andre rejsende, hvordan en del sydamerikanere lader til at have en meget bestemt idé om naturen af folk fra andre dele af verden, en tendens som man selvfoelgelig finder over hele verden, men som maaske er mere udbredt i lande, som ikke er helt lige saa udadsoegende som de europaeiske lande. Jeg fik vist et lidt ekstremt og ganske komisk eksempel paa dette, da jeg sludrede med en af tanterne. Vi gik fra at snakke om forskellen mellem Bolivia og Danmark, primært med udgangspunkt i hårfarve (...), til spørgsmålet 'Er du racist?' Det direkte spoergsmaal gjorde mig saa mundlam, at jeg ikke kunne komme med et mere intelligent eller overbevisende svar end 'nej!'. Naiviteten i den måde spørgsmålet faldt på, fik mig til at føle, at det havde været hende ligegyldig, om jeg havde svaret ja. Hun nikkede bare, og efter en kort pause udbrød hun: 'tyskerne er racister' som om det var jordens mest selvfoelgelige kendsgerning. Lettere chokeret fik jeg mumlet noget om, at det kunne man vist ikke helt sige, men hun kiggede på mig og svarede konstaterende, at 'jo, for se på hvad de gjorde ved jøderne'. Jeg kunne jo desvære ikke ændre historien, og jeg fandt det ikke særlig sandsynligt, at hendes verden nogensinde ville åbne sig ret meget mere, så jeg svarede bare ganske simpelt, at der selvfølgelig findes racister i Tyskland, ligesom der gør i resten af verden.

Opholdet hos familien var selvfoelgelig en god mulighed for at oeve det spanske, men jeg var nu ikke den eneste der laerte nye ord. Som man ville forvente, var familien ogsaa nysgerrige efter at laere nogle danske ord, hvor isaer "eskul" (skaal) og "skiderik" var favoritter. En dag satte, den ikke helt uskyldige, Isa sig til at undersoege min ordbog, og udbroed pludselig, med verdens soedeste spanske accent: "Jeg oensker koensdele" og "Min kaereste er en avlshingst"...

Eftersom halvdelen af familiens medlemmer var på min egen alder, blev det også til et par byture, hvoraf isaer én staar ud. Aftenen startede ud med et besøg i et af de 'kulturelle huse', hvor folk i massevis samledes for at fejre 1. fredag i måneden som gøres på følgende måde: Ved eftermiddagstid begynder folk at taende smaa baal uden for deres huse og forretninger for at hilde Pachamama - moder jord (Pacha betyder jord paa quechua), og for at bringe held til resten af maaneden. Efter aftensmaden begynder byens "kulturelle huse" af blive fyldt op af baade unge og gamle. Her sætter sig med sine venner ved et bord i gården eller rundt om det tændte bål og køber gang Chicha; den lokale, bolivianske majsbryg, som serveres i en stor lerkrukke med dertilhørende 'øse' som man lader gå i rundkreds. Før man drikker skal man huske at hælde lidt Chicha ned på jorden til ære for Pachamama. Omkring midnat kommer en gruppe musikere forbi og spiller traditionelle bolivianske sange, mens der laves der en ofring på bålet af forskellige små lerobjekter og cocablade m.m. - ligeledes til ære for Pachamama og for held resten af måneden. Så bliver det tid til at tømme krukken med Chicha, og stedets unge gæster tager videre ud i byen.

Inden vi tog videre, nåede jeg dog at få en sludder med en boliviansk skuespiller og instruktør, hvis satiriske film jeg lige havde set blot et par dage før. Vi fik taget et fint billede sammen hvor jeg med mine 157 cm rager ham over hovedet. Jeg endte aftenen arm i arm med 3 bolivianere, hoppende og skrålende til 'Champions of the world'.

I bedste tro blev jeg hængende endnu to nætter i Cochabamba, med planen om at tage til La Paz søndag aften. Sådan kom det nu ikke helt til at gå. Bolivia havde det sidste stykke tid været praeget af stor utilfredshed over præsiden Evo Morales og især en ny lov, der betyder længere arbejdsdage for læger. Sultestrejker havde stået på en rum tid og det var ikke unormalt med mindre blokader i centrum. Søndag gik det dog for alvor løs med stædige blokader uden for La Paz, demonstrationer, stenkastning, tåregas og fra minearbejdernes side dynamitkastning! Blokaden var placeret på en sådan måde, at man ikke kunne komme til La Paz hverken med bus eller fly, da lufthavnen også var plaveret på den anden side af blokaden. Den skulle vare i 72 timer, så jeg måtte slå koldt vand i blodet og nyde et par ekstra dage i Cocha. Her begyndte man nu også med 24 timers stop af alt offentlig transport og blokader uden om byen, som betød, at jeg heller ikke kunne besøge de omkringliggende landsbyer mens jeg ventede.

Da balladen var på sit højeste marcherede en halv million mennesker i La Paz! I Cochabamba var det ikke nær så voldsomt, men dog nok til at min familie frarådede mig at tage ind til centrum for at se 'los cocaleros' (cocabønderne) demonstrere til fordel for Morales. For som de sagde, ville det være endnu farligere for en gringa som jeg.

Da blokaderne endelig lettede loerdag morgen, var jeg parat til at tage til la Paz. Men kort efter naaede det ud, at man planlagde endnu en 3-dages blokade i La Paz, saa tilsidst sagde jeg skrew you guys, jeg tager da bare til Chile! Og saadan endte jeg i kystbyen Iquique.

Efter timevis i bjerg- og oerkenlandskaber stak bussen koelingen frem i svinget om et bjerg, og foran os i dalen aabenbarede sig HAVET og en kystby af karat. Jeg havde ikk set hav siden jeg forlod Uruguay, og det var et glaedeligt gensyn! Det tog mig dog lige et par dage at blive vandt til tsunami-advarsels-skiltene, isaer efter at blive vaekket af et jordskaelv paa over 6,2!

Efter 14 dages intens couchsurfing, traengte jeg til bare lige at vaere alene og chille paa stranden. Det lykkedes mig at vaere asocial i en dags tid, men jeg blev hurtigt gode venner med det feststemte og hjemlige chilenske personale. Paa andendagen lejede jeg en bil med en chilener, to franskmaend og en englaender, for at koere til en den forladte nitritmineby, Humberstone. Og det var benzinen vaerd! Det var fuldstaendig som at traede ind i kulissen til western, lige bortset fra, at det ikke var nogen kulisse, men den aegte vare. Da byen var belligende i oerkenen, var der heller ikke ret mange besoegende, saa hvis man gik for sig selv, foeltes det som om, alt var som det havde vaeret foer minen blev forladt i tresserne, kun med den forskel at alt var rustet og stoevet og bare saa saa sindsygt sejt ud, at det ikke foeltes virkeligt.

Iquique viste sig at vaere en rigtig surferby, og baade franske Ugal og engelske Struan fra vores lille oerkenroadtrip var bodyboardere (liggende surf på et kortere bræt ) og jeg blev langsomt trukket ind i surferverdenen uden dog nogensinde selv at proeve det - jeg turde ikke efter hesten!

En af dagene ankom 2 kendte australske bodyboardere og deres fotograf fra Hawaii til vores hostel. De blev modtaget som rockstjerner i byen, for som Struan sagde, havde alle bodyboardere siddet og set deres videoer. De var nu nogle meget hyggelige gutter og jeg morede mig isaer over fotografen, Byron (sikke et navn!) som var en karikatur af alt hvad man kan forestille sig af hippie-alternativ-healing-selvudviklings-mentalitet. På en sympatisk, dog komisk manér. Med sin store dreadlock-manke og grønne øjne ville han kigge intenst på dig, nikke og sige alting med et saadan eftertryk og sigende smil, at det virkede som om hver sætning havde en dobbel betydning. Jeg havde et par gode snakke med ham, hvor jeg op til flere gange måtte bide mig i læben for ikke at klukke af grin. En dag sad vi på laddet af en bil efter at have købt ind. Jeg havde købt en flaske rødvin med Byron og sagde henkastet at jeg så frem til at drikke den, da jeg ikke havde drukket vin i et par uger (det er så hårdt at være backpacker!), hvorefter Byron rettede sit intense blik mod mig, nikkede og sagde 'likewiiiiise' med et tonefald som om en stor lighed i vores personligheder lige havde åbenbaret sig.

Udover at være surferfotograf arbejde han også som healer, og var så optaget af, at man skulle leve i nuet, at han blev ved med at simulere, at han ikke anede hvilken dag eller endda måned det var, på trods af at folk ofte nævnte det når de snakkede om deres rejse, og at han trods alt var på arbejde, skulle nå til en surfkonkurrence en bestemt dato, og havde et fly hjem. Men han prøvede i hvert fald hårdt! Det var nu meget sjovt at møde dem alle, og især at iagttage hvordan surferne, når de var samlet, nærmest ikke snakkede om andet, hvilket var ret imponerende, da snakken ikke var særlig nuanceret. Sruan, der havde læst til journalist og havde været på udveksling på The Santiago Times, mente at hans intelligens dalede når han surfede eller var sammen med surfere. For som han sagde, er der ikke så meget mere at sige end ting som: 'Man, did you see that wave, that was sick! What a gnarly barrel!'

Iquique, med sine omkringliggende bjerge, var et oplagt sted for Paragliding, så det bestemte jeg mig for at prøve. Over en øl en aften, faldt jeg i snak med en gruppe chilenere på mit hostel, og da jeg nævnte at jeg havde planer om at Paraglide dagen efter, hev en af mændene et kort frem, som viste at han arbejde som professionel paraglider i Santiago, og han tilbød mig en tandemflight for en øl. Så sådan gik det til at jeg en morgen fastgjort til Liberato fandt mig selv løbende ud over en afgrund! Men hvilken oplevelse! Jeg havde troet jeg ville være bange, men af én eller anden grund føltes det faktisk ret naturligt, og udsigten var selvfølgelig spektakulær.

Jeg var så småt på vej til Peru, men var blevet ret glad for solen, varmen og havet, og da der i fiskerbyen Arica, på vej mod Peru, skulle holdes verdensmesterskaber i bodyboarding, bestemte jeg mig til at tage med Ugal og Struan og stoppe et par dage i Arica.

Arica er en skøn lille kystby, langtfra at være turistet, som Iquique, og derfor også billigere. Ugals veninde, Bilyana, fra Bulgarien joinede os, og vi havde nogle hyggelige dage med tidlig opvågning for at se surfing, strand, dukkerter, god udsigt fra 'El Morro', en kæmpe klippe midt inde i byen, og Ugals hjemmegrillede friske fisk. Men uret begyndte at tikke, og da der kun var 4 uger tilbage af min rejse, pakkede jeg mine sager for at tage til Peru og fuldføre mine sidste 3 missioner: at se Machu Pichu, river rafte og tage en tur ind i junglen!

"El Gringo", betragtes som nok verdens farligste boelge at surfe. Her er der gang i verdensmesterskaberne. Fyren i blaat er verdensmester gennem flere aar.

I Iquique havde jeg moedt en dansk pige, Nanna, som foer sin rejse arbejdede paa Gemmestedet i Aarhus, og som jeg faktisk havde vaeret ude at drikke et par oel med derhjemme. Det tog os en dag at opdage, at vi begge var danskere, og endnu èn foer vi fattede, at vi kendte hinanden.

Da jeg ankom til Cusco, stoedte jeg ind i hende igen og endte med at booke min "Inka-jungle-Machu Picchu-tur med hende, hendes to venner fra faeroerne, Hilmer og Bjarki, og franske Elliot. Det var helt spoejst at snakke dansk igen paa daglig basis, og det gik op for mig hvor meget jeg holder af dansk humor. Vi fik baade citeret Gramsesspektrum, Hvad snakker du om, og sunget svedbanken og Drengene fra Angora.
Vores trek varede 4 dage og startede ud med to timers mountainbiking ned af et bjerg, og derefter river rafting for mit og Nannas vedkommende. Siden jeg var blevet smidt af hesten i Bolivia, havde jeg haft lidt problemer med at goere ting jeg ikke selv havde helt kontrol over, saa jeg skulle lige tage en dyb indaanding inden jeg hoppede i baaden. Men da vi efter halvanden time styrede ind mod flodbreden, vidste jeg, at hvis jeg nogensinde skulle dedikere mig til en ekstremsport, saa skulle det vaere river rafting!

                         Inkaerne brugte denne frugt til at farve tekstiler og som naturlig solbeskyttelse

Dagen efter stod på trekking, delvist ad de oprindelige inka-stier og da solen gik ned og stjernerne kom frem, var det tid til varme termalbade, og det var ikke så dårligt endda, efter at have svedt siden kl syv om morgenen.

På tredjedagen nåede vi til Aguas Calientes, som er en lille, 100% turistet by for foden af Machu Picchu. Herfra skulle vi bestige Machu Picchu den følgende dag kl 4.30.

Vi kom ind som nogle af de allerførste og selvom jeg fik mine første 5 minutter ødelagt af skubbende, ivrige, bøllehatturister, som absolut skulle tage et foto, lige der hvor man nu gik, så kan man ikke sige andet end, at synet af den opstigende morgensol over bjergtindern og de knivskarpe solstråler,kærtegnende de gamle inkaruiner, var noget nær magisk!

Reglerne for besøgende på Machu Picchu er de sidste par år blevet yderligere skærpet, så vi havde ikke mulighed for at bestige Wayna Picchu, et 2720 meter højt belligende bjerg med udsigt over ruinerne og nogle flere ruiner på toppen. Heldigvis havde vi i stedet booket os på 'Machu Picchu bjerget' som faktisk er et par hundrede meter højere, og DET var fedt! Efter en times trav op ad meget høje trin, var udsigten noget af en belønning. Da jeg havde sikret mig, at ingen vagter betragtede mig, gik jeg 'off the beaten track' og ind i vildnisset, hvor jeg satte mig og nød udsigten uden at kunne se eller høre andre mennesker. Lidt indianer er man vel...

Da Inkaerne ikke havde noget skriftsprog, ved man ikke med sinkerhed hvilken funktion Machu Picchu havde. En af teorierne er, at de har været et sommerresidens for Ikaen, navnet for den øverste leder, 'kongen'. Et helt andet mysterium er, hvordan det er lykkedes dem at udhugge stenene til bygningerne saa praecist, naar man tager i betragtning, hvad de har haft af vaerktoej. Man mener, at de har boret huller i klippestykker, fyldt dem ud med passende træstykker og hældt vand over. Når så træet udvidede sig, sprang stenen. Cleverrrr!

Hjemturen til Danmark begyndte at rykke tættere på, og da jeg skal flyve hjem fra Buenos Aires, så jeg mig nødsaget til at forlade, den ellers meget hyggelige by, Cusco og bevaege mig sydpå igen.

Så nu sidder jeg atter i en bus, denne gang mod La Paz, efter lige at have stoppet en halv dag i Puno, for at tage en tur ud på Titicaca søen der, med sine 3821 meter over havniveau og et overfladeareal paa 8372 km2, regnes for verdens største, højtbeliggende sø. Søen deles mellem Peru og Bolivia. Min mission var at besøge "Las islas de los uros", flydende sivøer beboet af uru folket. Los urus  betyder folket, der var til, før der kom lys. Videnskabeligt kan man dog ikke bevise, at de har eksisteret i mere end 800 år.

Øerne er bygget af en tæt, flydende rodmasse, dækket af adskillige lag siv. Det tager 4 år at bygge en sådan ø, og hver måned dækkes øen med er friskt lag siv, for at holde overfladen tør. Efter 30 år forlades øen, blandt andet fordi den begynder at lugte. Så bygges en ny.

Det var et meget fotogent syn, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at hele ideen med deres stille ø- og fiskerliv blev spoleret af alle os turister. En fornemmelse som ikke blev mindre af, at kvinderne, der som afsked sang en peruviansk folkevise, sluttede af med en skinger udgave af 'vamos a la playa, åh åhååoå' og tilsidst hilsenen: 'hasta la vista baby!' (...) I betragtningen af, at øens fem husholdninger, til deling, havde én lille solcelle for at generere lys (at bo i sivhuse på en sivø er ikke det mest brandsikre), forekom det mig lidt usandsynligt, at de selv skulle have fundet på den hilsen...

Der er nu 17 dage tilbage af mit eventyr, og jeg mangler et sidste trin for at opfylde mine ønsker for rejsen: TARZAAAAN! Så ind i junglen med mig fra Rurrenabaque, hvortil jeg har tænkt mig at tage et fly, så jeg ikke ender sådan her:

Vi ses til rubrødsmadder, jordbær med mælk, øller i mølle og bare generelt sommer i Danmark!

Lamaer og saloerken

Santa Cruz er den største by i Bolivia, men da centrum er nærmest støvsuget for høje bygninger, og stemningen langtfra er hektisk, som i de fleste andre storbyer, føles den faktisk som meget lille by. Der er heller ikke meget at lave, så de 4 dage vi (Martina og jeg) var der, gik med at trave byen rundt, spise billig mad ( 4 retter + juice 23 kr), forgæves forsøge at komme ind på et museum, som hele tiden ændrede åbningstider, suge den bolivianske stemning til os, og prøve at regne vores næste skridt ud. Den sidste morgen gik vi i kirke, da det var skærtorsdag, og jeg gerne ville have et lille indblik i fejringen af Semana Santa (påskeugen). Jeg har ikke set processioner, som jeg havde forventet, men det var nu meget interessant at være til en gudstjeneste. Især var musiken meget anderledes: klaver istedet for orgel, og sangene virkede langt mere 'folkelige' end vores salmer. Specielt én sang havde en hel indiansk klang.

Jeg bestemte mig for at tage videre til sucre, og Martina tog med. Vi fik købt os en billet, men på vej til bussen spurgte vi en vagt om vej, og da han så vores billet, sagde han, at vi havde betalt alt for meget. Så han sendte os hen til en anden vagt, som tog en snak med busselskabet, der så gav os penge tilbage. Allerede her skulle vi måske have anet uråd, med det er jo Bolivia, så vi forventede at nogle folk ville prøve at tage sådan et par gringapiger ved næsen. I bussen mødte vi det sødeste søsterpar, som bad om at få lov at male vores negle; dem hyggede vi os meget med, indtil det blev 'sengetid'. I al den tid havde vi kørt af grusbelagte bjergstier med stejle afgrunde, og da det nu var blevet mørkt puttede jeg Al Green 'Have a good time' i ørene og håbede på, at vores chauffør var en forbandet god bilist. 

Vi var steget på bussen kl 16.30 og skulle være i Sucre dagen efter kl 8.30. Kl 02 stod bussen stille, og efter en time, ad hvad vi troede var en meget lang tissepause gik det op for os, at vi sad fast i mudderet. Heri ligger den sande ulempe ved grusveje. 'Hombres, a trabajar!' lød det (til arbejdet, mænd!), og vi steg alle af bussen for dels at gøre den lettere, dels at finde jord og sten og grene at lægge foran bussen. Efter yderligere to timer var vi on the road igen, klipklapper, og fødder indsølet i mudder og en stærk glæde ved tanken om at kunne se frem til et bad og en lur 4 timer forude.

3 timer senere: Jeg vågner efter anden halvej af den ene times søvn det er lykkedes mig at få, og undrer mig over hvordan bussen tømmes for folk. Ud af vinduet kan jeg se asfalt og tørvejr, så det kan ikke være mudder. Vi hopper også af og spørger omkring os. Der mangler luft. De andre passagerer (inkl den hane som nogen har medbragt og som stolt vækkede hele bussen kl 7) forsvinder ind i forbipasserende busser, og vi beder om vores ryksække, så vi kan gøre det samme. Men vi kan ikke få dem, for dørmekanismen i bagagerummet er åbenbart også afhængig af luft. Vi tør ikke stole på, at vi kan få vores baggange i Sucre, og tilsidst er vi de eneste tilbageblivende udover vores meget lidt informative og iøvrigt grove chauffør, hans unge 'hjælper',  et ældre boliviansk par og en lettere sindsforvirret mor og hendes lille baby.
Vi hænger lidt rundt omkring, og Martina og jeg bliver enige om, at det ikke er det værste sted at sidde fast; her er smukke grønne bjerge og en flod at beundre. 

Efter en times tid bevæger vi os i flok mod en lillebitte landsby en halv kilometers vej fra bussen, hvor vi heldigvis får en rigtig lækker suppe og noget godt brød. Tilbage ved bussen sætter mændene gang i et bål. Tilsyneladende skal det bruges til at varme en lille spirallignende rør op, da noget inde i det stopper for lufttilførsel. Endelig kommer der gang i dyret og vi fortsaetter til Sucre, hvor jeg tager mit livs mest nydelsesfulde brusebad i et hostel ved navn 'Gringos Rincon' (!!!). 

                                                                         Bussen fixes 

Tyskeren Mike, der ejer stedet kan bedst beskrives som værende 'a legend'. Man kan ikke andet end holde af ham. Han laver ALT selv! Rengøring, reception osv. Og det nok det reneste hostel jeg har boet i. Der er altid toiletpapir, håndsæbe og rene håndklæder. Hvis du fornemmer en smule nostalgi og længsel i denne beskrivelse er du ikke helt galt på den. Toiletpapir er et særsyn i hostels her i Bolivia og forventningen om håndsæbe er lige så latterlig som tanken om at lande på månen for 100 år siden. 

Dels atmosfæren i dette hostel, dels byen og dels menneskerne og noget frivilligt arbejde gjorde, at jeg blev hængende 10 nætter. 

Hver fredag havde Mike sine ugentlige 3 timer fri. Så ville han komme op på terrassen og med sin karakteristiske meget dybe og meget langsomme stemme med en meget tyk tysk accent udmelde: 'Soooo guuyyys...! I haaaave my threeee hours ooooff, gooooing out to drink some beeaaar, dooo you need aaaanythiiiing? The sister of my wife's cousin iiis siiiiting doooownstairs, she dooooesn't know aaanything aboooout the hostel, and she doooesn't speak aaany engliiish....' han var i sandhed en guttermand. Han havde for vane at udbryde 'sooo craaazy shit gooooing oooon!' når man kom ind, noget man hurtigt vennede sig til, ligesom man hurtigt forstod hans absolut kulsorte humor. En dag kom jeg ind af døren med en englænder, som ikke havde boet der så længe, og derfor overrasket svarede 'Oh really?! What's going on?' Mikes udtryk var guld værd; han kiggede forvirret op og svarede 'no, nooo, I juuuust allwaaays saaay thaaat!'

Hostelets gæster var i den periode, jeg boede der en perfekt sammensætning, og da alle havde lidt svært ved at forlade stedet, endte vi med næsten at føle os som en familie. Vi gik på opdagelse sammen, lavede mad til hinanden og studerede spansk side om side. Jeg forelskede mig hurtigt i den rolige men meget charmerende by, ikke mindst på grund af det fantastiske mad- marked. Her bugnede med friske frugter, grøntsager, æg, ost, krydderurter, krydderier, kokablade, brød og...wait for it...boder med frisklavet frugtjuices og shakes!!! Jeg fik hurtigt et godt forhold til 'min' juicedame, der begyndte at fortælle hvilken kombination jeg skulle prøve den følgende dag. 4-6 bolivianos (ca 3,5 - 4,5 kr) for et stort glas med genopfyldning! Åh Mercado Central! En ting jeg morede mig ret meget over i starten, var at blive tiltalt 'mamita' (lille mor) når jeg handlede ind. Jeg venter bare på at det bliver til 'mamacita' når jeg kommer mere nordpå (hej Nina Ricard og co. :D).

Nå, jeg lavede nu også andet end at spise. En uges frivillig arbejde i en meget fattig børnehave med nogle meget søde, dog temmelig bisse-trick-brugende børn. Især den lille bitte José der kravlede rundt på mig når jeg satte mig ned, var en rigtig heartbreaker. Udover mig arbejdede også et par andre europæere, heriblandt engelske Will. Børnene kunne ikke udtale hans navn og han blev derfor kaldt 'Huevo' (æg). Jeg blev gerne kaldt 'tia' (tante) eller 'señorita' af de børn der ikke kunne huske mit navn.

Efter en uge i børnehaven vågnede sigøjneren i mig, så jeg pakkede min rygsæk, og tog videre til Potosí, verdens højest belligende by. Med sine 4009 meter, er det noget af en udfordring for kroppen. Højden kan både give hovedpine, kvalme, vejrtrækningsbesvær, svimmelhed, fordøjelsesproblemer og mærkelige drømme. Allerede i Sucre (2750 m) kunne højden mærkes når man gik og snakkede samtidig. I Buenos Aires plejede jeg at tage trapperne til 7 sal, mens jeg allerede blev forpustet når jeg nåede anden sal i Sucre. Her havde jeg også en af de mærkeligste drømme, jeg længe har haft: I køjen over mig lå en englænder og i min drøm var hans sjæl blevet fanget i en flue som sad fast halvvejs inde i min pegefinger !!! Jeg turde ikke tage den ud, da jeg var bange for at hans sjæl så ville blive fanget i min krop....jaaa deeet...

Potosí var dog af en anden karat. Den første aften havde jeg hovedpine, kvalme, var smimmel og følte mig beruset. Den aften erfarerede jeg kokabladenes virkning. Kokablade kan købes over hele Bolivia; man fjerner midtervenerne og putter bladene ind i siden af munden mellem tænder og kind og laver tyggebevægelser, uden at tygge paa bladende. Efter noget tid begynder bladende at afgive væske. Skal man gøre det helt rigtigt, tilsætter man enten lidt natron eller en smule af en cement lignende klump kaldt 'llipta' lavet af planteaske - normalt quinua. Dette hjælper med at frigive bladenes alkaloider, der hjælper mod højdesyge, sult og kulde.

Dagen efter gik turen til minerne. Potosí er og har altid været en mineby. Arbejdsmetoderne er meget gammeldags, det meste arbejde foregår med håndkraft med simpelt værktøj. Som vores guide, Ronaldo, der selv havde arbejdet i minen i to år, fortalte, har arbejdesmetoderne nærmest ikke forandret sig gennem årene. Der er naermest ingen sikkerhedsforanstaltninger og bare sidste aar doede 16 minearbejdere under arbejdet. Temperaturen varierer fra frost til 45 grader, og kontakten med giftige kemikalier og store mængder af støv gør at mange arbejdere bliver syge og dør af kraeft i lungerne. Hvis faderen bliver syg eller dør, vil sønnen typisk overtage hans job for at kunne forsørge familien. Vi snakkede med en 44 årig minearbejder, som havde arbejdet i minen i 25 år. Hans søn på 21 havde arbejdet i minen siden han var 13.

Nu da jeg læser om minerne i min Lonely Planet guide, kan jeg at de advarer én om den stærke og risikofyldte oplevelse. Jeg var dog fuldstændig uforberedt, hvilket måske var meget godt- ellers havde jeg måske ikke gjort det. Heldigvis havde jeg, sammen med tre andre fra mit hostel, fundet et ansvarligt selskab at tage med. Det hele startede ud med, at vi skrev under på, at selvskabet ikke tog ansvar for skader eller død. Derefer blev vi iført overtræksbukser, jakke, gummistøvler og hjelm med pandelampe og kørt til minearbejdernes marked hvor vi kunne købe gaver til arbejderne: Kokablade, vand, sodavand, meget stærk alkohol, cigaretter og dynamit!

Først blev vi introduceret til mineralraffinaderiet, hvor vi så hvordan den rene sølv bliver udvundet. Derefter startede turen ind i minerne, noget jeg aldrig vil glemme, og som vil dukke op i erindringen, skulle jeg i fremtiden brokke mig over mine arbejdbetingelser...De første 400 meter gik vi delvist foroverbøjede i gåsegang igennem en støvet gang. Så stoppede Ronaldo, pegede på et smalt mørkt hul med en rebnedgang og sagde 'her'. Alle i gruppen kiggede tøvende på hinanden, og én af fyrene bestemte sig hurtigt for at blive tilbage. Et par stykker nåede ned gennem denne nedgang, mens resten af os blev ført til en anden, mere plan nedgang uden reb. Jeg trak vejret dybt og krøb ned som nummer to, men da jeg så den næste nedgang, måtte jeg vende tilbage sammen med nummer ét som heller ikke kunne få sig selv til at gå videre. Der var fuldstændig mørkt, man kunne ikke se hvor lang gangen var, og den var så snørklet, at man ikke rigtig havde en fornemmelse af, om man kunne komme op igen. Efter lidt tid foroven bestemte jeg mig dog for at prøve igen og oplevede for første gang rigtigt spændingen ved at gøre noget, som på grund af kombinationen af det farlige og min egen frivillighed, føltes naturstridigt. Jeg nåede ned og kunne her betragte en minearbejder grave et hul til noget dynamit. Ovenover igen, følte vi lettelsens og succesens rus, da vi nu havde set to ud af de tre niveauer der var planlagt. Følelsen holdt indtil Ronaldo sagde: 'ja, det var så niveau ét, lad os nu gå til andet og tredie niveau!'

Vi tilbragte 2 timer i minen og kom længere og længere ned, hvor der blev varmere og mindre ilt. I tredie niveau kom vi til en stor åbning fuld af halvfulde, kokatyggende minearbejdere. Da de arbejder for sig selv, og fordeler pengene for deres 'fund' ligeligt mellem sig, alt efter arbejdstimer, kan de selv bestemme hvornår de vil holde fri. Denne dag havde de valgt at drikke i stedet for at arbejde. Som Ronaldo forklarede, da vi spurgte hvorfor de ikke drak et mere behageligt sted, har de brug for en stærk broderaand i minen, for at kunne holde arbejdet ud.

Svedende, udmattede og indsmurt i støv nåede vi op over jorden, og jeg forstod nu hvad vores tur-selskab havde ment med udsagnet: 'medbring kamera og god sans for humor'. Det havde lydt usmageligt før turen, men uden sans for humor havde det været ubærligt, noget man tydeligt kunne mærke på arbejderne, der var fulde af godt humør, jokes og spørgsmål som 'hvem af jer er single?'

Jeg havde egentlig købt mig en busbillet til Tupiza, min næste destination, men efter denne udmattende oplevelse besluttede jeg at tilbringe aftenen i selvskab med mine hostelroomies, llama-steak, kortspil og den lokale drink bestående af 'Singani', en boliviansk spiritus af druer, blandet med varm citronlimonade.

 

Marked i Potosí

Efter en udflugt til en varm vulkansø den foelgende dag, tog vi alle fire en taxi til busterminalen, hvor jeg i sidste øjeblik købte en ny billet til Tupiza. Som sidebemærkning er busterminalerne her et ret interesant sted at studere den Bolivianske kultur. Her summer af liv og råb fra busbilletsælgere, der med stærk stemmekraft og en utrolig hurtighed kaster om sig med forskellige busdestinationer: 'Potosí, Potosí, Potosí! Lapazlapazlapaz! Suuucre sucresucresucre! Samtidig har jeg aldrig oplevet at skulle kæmpe så meget for information, selv hvis det handler om at koebe noget af vedkommende. Hvis man går hen til de forskellige busselskaber, frem for at lade sig rive med af de i råbende sælgere, virker de oprigtigt uinteresseret i at sælge én noget. Typisk vil jeg sarte med at stille med hen foran disken, og modsat Danmak, hvor det handler så utrolig meget om at komme kunden i forkoebet med service og information, vil de ignorere én, indtil man selv aabner munden. Så vil jeg måske spørge, om jeg kan komme direkte med bus til en eller anden destination, og vedkommende vil sige nej og fortsætte med at kigge på sine negle. Så vil jeg spørge hvad jeg så kan gøre, og han vil svare kort paa det. Saa vil jeg spørge hvor meget det koster, og sådan vil det fortsætte indtil jeg har fået den nødvendige information. Det er en ting man bliver nød til at kunne grine af, ellers bliver man skør  - en ting jeg har ser ske med andre rejsende.

Nå, jeg sprang på bussen, men med min erfaring med Bolivia og tid, skønnede jeg, at jeg godt kunne nå på toilet inden vi kørte. Jeg spurgte billetkontrøløren og hun sagde ja, så jeg spænede ind, betalte en boliviano, og var ude igen som en ninja. Men da jeg saa jeg, at min bus var væk, med backpack og det hele! Heldigvis kom en pige løbende, og informerede mig om, at bussen var ved udgangen af terminalen. Jeg løb som en vanvittig og nåede det! Folk rystede på hovedet og kiggede ondt på mig da jeg kom ind, men da jeg stod af senere på natten, fortalte den eneste anden udlænding på bussen, at alle passagererne havde råbt : 'Falta una! Falta una gringaaaa!' (der mangler en gringa).

Tupiza er en lille bitte by i det sydlige Bolivia. Omgivelserne er meget smukke og byen er kendt som et godt sted at tage en tur på hesteryg og desuden starte den fire dages jeeptur mod saltørkenen uden for Uyuni. Så jeg bookede en 7 timers ridetur og en tur til saltørkenen.

Rideturen startede godt ud, og jeg følte mig som en blanding mellem Tintin, Frodo og Lucky Luke. Indimellem havde jeg dog nogle nedture, da min hest var lidt mærkelig, og meget gerne ville galopere, når jeg ikke ville. Da vi havde halvanden time tilbage, begyndte denne tendens at være mere udtalt, og efter en temmelig voldsom galop, som jeg ikke kunne styre, bad jeg min guide om at skifte hest. Netop i dette øjeblik begyndte hesten at dreje rundt og selv min guide kunne ikke styre den. Den løb løbsk i galop ud mellem træerne, og jeg var skræmt fra vid og sans, da den ikke ville lystre på noget som helst. Mine fødder kom ud af bøjlerne, men det lykkedes mig at holde fast et stykke tid, indtil han nåede ud på stien igen, hvor jeg blev smidt af. Jeg var fuldstændig i shock og kunne ikke bevæge mit ene ben. Der var intet telefonsignal, så jeg kunne ikke blive hentet i bil, og det var udelukket at jeg kunne gå. Jeg havde absolut ikke megen lyst til at komme op på en hesteryg, men det gjorde så forfærdelig ondt, og jeg vidste jeg blev nød til at komme ind til byen. Tilsidst blev jeg overtalt til at blive løftet op på en anden hest og trukket ind til byen. Her havde smerten aftaget så meget, at jeg kunne bevæge mit ben igen og med næsten sikkerhed udelukke, at noget var brækket. Efter anbefaling af to læger, som også var turister på turen, tog jeg dog en tur på hospitalet og blev undersøgt. Jeg havde dog bare fået nogle slemme slag og muskelsmerter som ville gå væk med tiden. Min doktor ville gerne give mig en stor sprøjte med et eller andet smertestillende, men han virkede noget tilfaeldig, og jeg har ikke den store tiltro til doserne af medicin herovre, saa det afslog jeg.

                                 

Efter en ekstra hviledag i Tupiza, begyndte turen til Uyuni. Med i jeepen havde vi vores chauffør, Felix, vores kok, den moderlige Maura, et fransk par med nogle meget svære navne, og de to englændere, Todd og Dean. Den første dag tilbragte vi otte timer i jeepen, med stop undervejs for at betragte det smukke landskab og tage billeder af lamaer, som Felix i øvrigt morede meget sig over at jagte i sin jeep. Kl fire slog vi lejr i en lille støvet landsby, bestående af en 50 huse og en skole. På grund af højden blev der utrolig koldt så snart solen forsvandt, men tilgengæld havde vi udsyn til den klareste stjernehimmel, jeg har set i mit liv. 

Dagen efter tog vi afsted kl halv seks og tilbragte de naeste 11 timer i jeepen med fantastisk udsigt. Bl.a. Saa vi "La Laguna Verde", "den groenne soe" og badede i endnu en varm vulkansoe. 

Trejde dag foregik paa samme maaede; her var det mest imponerende en gammel "togkirkegaard" med en samling af Bolivias aeldste tog i bedste Buster Keaton sil og desuden "La Laguna Colorada" en roed soe fuld af famingoer. Denne nat sov vi i Uyuni, og dagen efter tog vi afsted kl halv seks for at se solopgangen over saltoerkenen, et 11.000 km2 stort, fuldstaendig flat areal, daekket af et 150 meter tykt lag salt! Utroligt og ganske uvirkeligt. Det var svaert at forstaa, at det ikke var is og sne, men salt!

Nu er jeg naaet til Cochabamba, hvor jeg har en aftale med en couchsurfer. Derefter gaar turen til hovedstaden La Paz, hvorfra jeg drager ind i junglen!


Kaerlige tanker til jer derhjemme!

Steak, Tango og Empanadas

 Santa Cruz, Bolivia

Så er jeg nået til Santa Cruz i Bolivia efter 33 timer i bus, og det må være tid til en update. Jeg opholdt mig knap 3 uger i Buenos Aires - en lille uge i Hostel Estoril, og to uger hos en værtsfamilie mens jeg gik på sprogskole. Der boede jeg i udkanten af Palermo, Buenos Aires´ rolige histerkvarter om dagen og pulserende bar- og clubkvater om natten. Jeg forelskede mig hurtigt i området grundet mængden af fascinerende og elegante cafeer og dragede skobutikker med enorme vinduspartier, guldmalede, antikke jernporte, farverige vægge og højt til loftet. Jeg er temmelig stolt af, at jeg ikke har købt et eneste par højhælede!
Min værtsfamilie bestod af alenemor og advokat Julia og hendes teenagesøn Esteban. Julia spiste aldrig noget, hverken til morgen eller aften da hun 'passede på' som hun sagde. Tilsyneladende spiste hun kun en salat aen gang om dagen, og holdt den saa ellers kørende på kaffe!

Selvom jeg boede i Palermo, var jeg en hyppig gæst i Estoril, da jeg havde fået et par gode venskaber -  både blandt de ansatte og de rejsende. Heriblandt colombianske Sebastián, som blev en godt kilde til at øve det spanske.

I løbet af de tre uger fik jeg også deltaget i et par tangolektioner, spist argentinsk steak og dusiner af empanadas, fået nok af dulce de leche og drukket Mate, en bitter the som indtages gennem et smukt metalsugerør af en kop lavet af udhulet calabaza (en græskarsort). Mate drikkes af alle, til hver en tid og overalt i både Argentina, Uruguay og Paraguay, og det er langt fra en sjældenhed at se termokande og matekrus medbragt i undergrundsbanen.

Der har været mange imponerende oplevelser - som at se en opera i Teatro Colón (der betragtes som et af verdens fem bedste koncerthuse akustikmæssigt) og at besøge Recoleta-kirkegården (nærmest en lille bydel for de døde, komplet med huse og lygtepæle), men en af mine yndlingsoplevelser var en koncert med den spanske rapper El Chojin. Aldrig har jeg været til en koncert, hvor folk var så entusiastiske og deltagende. Jeg er ret sikker på, at der ikke var en eneste i lokalet, der ikke kunne hver eneste sang udenad - bortset fra mig selv...

El Obelisco, Avenida 9 de Julio

Efter min sidste spansktime hoppede jeg i en taxa og kørte til havnen, hvor jeg skulle mødes med colombianske Diego og new zealandske Sam, med hvem jeg skulle rejse til Uruguay. Det startede godt ud med, at gutterne blev snydt af deres taxachauffør, der tog imod en seddel, byttede den til en falsk, for erefter at give den tilbage og påstå, at de havde givet ham en falsk seddel. Efter Sam i raseri havde revet sedlen i stykker for øjnene af chaufføren, kom vi dog uden yderligere problemer med færgen til Montevideo, hvor vi tog en bus videre til Punta del Este. Punta del Este er en kystby, som i højsæsonen er stopfuld af strandhungrende argentinere og brasilianere, men som naermest var forladt, da vi besoegte den. Jeg naerer normalt en stor afsky for den slags strandturistede steder, men efter 3 uger i Buenos Aires, var det egentlig meget rart at kunne se stjernerne om natten, vandre rundt fuldstaendig sikkert og vaelte rundt i boelgerne. Her, i en lille naboby hvor de lokale boede, fik jeg min foerste parilla. Parilla er den sydamerikanske udgave af en Barbecue. Aldrig har jeg spist saa meget forskelligt koed paa en gang. Faktisk er det bare koed - ledsaget af lidt broed. Man kan godt bestille en salat til, men det er kun for toesedrenge og i hvert fald ikke noget for Uruguays befolkning - der er flere koer i Uruguay end der er mennesker. Saa jeg gemte den tidligere vegetar langt vaek og spiste baade blodpoelse og en eller anden tarmspecialitet, som jeg dog tillod mig bare at smage paa. Det var nok mere en oplevelse, end det var en nydelse.

Efter en en blaesende dag i Montevideo (som mindede mig om Prag!?), begyndte vi turen "hjemad", det vil sige Buenos Aires. Det var dog ikke helt uden problemer, da det viste sig, at den faergebillet vi havde faaet den ene vej, ogsaa indeholdt vores "visa", og at vi derfor skulle kunne vise denne. Sam havde gemt sin billet, men Diego og jeg havde ingen idé om, hvor vores var. Det skal lige siges, at det drejede sig om et lille stykke kroellet papir - ja det var kroellet da de gav os det - som de lige havde revet et stykke af og derefter stemplet med praecis det samme stempel, som vi havde faaet i vores pas. Men nej, nej, stemplet i vores pas kunne de ikke bruge til noget, saa vi maatte betale en boede hvis vi ikke kunne vise vores "visa". Jeg rodede, og rodede i min haandtaske, og bad dem til sidst hente min ryksaek, som allerede var laesset paa faergen. Her fandt jeg heldigvis den lille lap papir mellem andre mere eller mindre vigtige papirer, bykort og brugte Subte-billetter. Diego var mindre heldig og maatte betale boeden, som heldigvis viste sig ikke vaere mere en 700 pesos svarende til 200 kr.

 

Diego med "visa" og what the fuck-udtryk

Efter to naetter i Buenos Aires tog jeg videre til Puerto Iguazú med Sam og tyske Stephanie. Efter 18 timer ankom vi til den lille by, der graenser op til Paraguay og Brasilien. Vi indlogerede os paa vores hostel koerte saa til den Brasilianske side af vandfaldene. Nyt nice stempel i mit pas! Allerede ved de foerste udkigspunkter blev mine bedste forventninger opfyldt. Og lille naive jeg troede at det var det hele. Men jeg skulle faa at se, skulle jeg! Det blev ved og ved og ved og kulminerede dagen efter paa den argentinske side ved udkikspunktet "Garganta del Diablo", "djaevlens hals" - en ikke helt ringe beskrivelse. Endelig kan jeg bruge udtrykket: "det kan ikke beskrives med ord". Det foerste, der kom ud af min mund, da jeg saa det var "shit!"

Iguazú, den argentinske side

Bolivia var min naeste destination, og da internettet ikke var til nogen hjaelp, naar det drejede sig om transport hertil, pakkede jeg mine ting den naeste morgen og gik op til busterminalen, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne komme til Santa Cruz med to skift. Saa jeg hoppede paa den naeste bus til Ciudad del Este i Paraguay og haabede paa at de naeste busser bille passe, saa jeg ikke skulle til at finde et sted at sove midt om natten. Ciudad del Este er et virvar af vanvittige, dyttende bilister, motorcykeltaxaer og elektronisk kopicrap. Jeg fik et exit-stempel og koerte videre til busterminalen, hvor jeg strakt blev angrebet af en buschauffoer der ville koere mig til hovedstaden Asunción. I bussen begyndte jeg at laese om Paraguay og stoedte paa en lille box med overskriften "Getting to Bolivia". Interessant. Der blev foereslaaet samme rute, men med den lille oplysning at busserne ikke stopper i Ibobobo i Bolivia, hvor jeg skulle have mit indgangsstempel. Lonely Planets anbefaling var at tage hele vejen tilbage til Asunción, hvis ikke man havde lyst til at blaffe 60 km paa en afsides grusvej i Bolivia, da der heller ikke var offentlig transport i omraadet. Tak for hjaelpen Lorte Planet! Naa men jeg var jo paa vej, saa jeg maate bare haabe paa at de kunne hjaelpe mig I Asunción.

Paa vejen til Asunción fik jeg selskab af Adolfo, som jeg snakkede med i 2 timer. Han koebte en "Chipa" til os hver, af en af de mange kvinder, der stod paa bussen for at saelge mad. Chipas er et traditionelt Paraguayansk broed, der smager af kommen og ligner en bagel, men modsat bagels er det meget tungt og har en tør og sproed skorpe og en osteagtig, lidt ubagt konsistens indvendig. Adolfo var lidt svær at forstå da han blandede guaraní, et indiansk sprog, med spansk. Hans udtale var ret speciel, og det gjorde det ikke bedre, at han havde mistet nogle af sine tænder og i øvrigt havde en hukommelse som en si. Men snakken gik, og han var nysgerrig efter at vide, hvordan forskellige spanske ord er på dansk. Det blev lidt komisk, da han nogle gange slog over i at mime ordene i stedet for at sige dem paa spansk. Det skabte en del forvirring, da det at blive vred, at kede sig, og at sove havde ca. samme bevægelse og ansigtsudtryk. Han virkede ikke yderligere begejstret for det danske sprog men ordet 'gammel' morede han sig meget over. Flere gange gennem samtalen udbroed han "soy gammel" og kneb sine rynkede øjne sammen, vendte ansigtet mod loftet og lo inderligt.

Til sidst tilbød han mig, at jeg kunne sove hos ham, hvis jeg ikke kunne naa en bus videre, men det afslog jeg dog hoefligt. Havde han nu haft en familie, havde jeg gladeligt taget imod.

I Asunción blev jeg igen straks kontaktet af buschauffører, der ville køre mig til Bolivia, men da jeg spurgte efter immigration, ville de ikke hjælpe. Kort efter fandt jeg dog et busselskab, som lovede, at de ville standse og vente på, at vi fik vores stempel. Saa jeg hoppede på bussen, og efter 10 timer i bus ventede nu yderligere knap 23.

Hvor jeg var steget på bussen udstyret med to store flasker vand, stod min 44 årrige østriske sidekamerat Rüdicker på med 2 store flasker rom. Så var stilen ligesom lagt. Men han var nu en hyggelig fætter, og vi fik os en snak om restaurationsbrachen, da det viste sig, at han havde haft en restaurant i Chile i 14 aar.

Kl 3 om natten blev vi vækket for at trave hen ad en grusvej til et lille hus, hvor vi fik vores exitstempel fra Paraguay. Jeg var stadig ikke 100 procent sikker på, at det ville være enkelt at krydse grænsen, men efter et par andre stop ved forskellige afsides militærbaser, der bare skulle krydse os af en liste, fik vi vores "entrada" stempel af en meget irritabel, tvær og ubehøvlet grænsepostmand i Ibobobo, som påstod at 'danesa' var et engelsk og ikke et spansk ord. Jeg fandt det klogest at stoppe diskussionen efter min første protest. Han havde tydeligvis en dårlig dag (eller liv?), så han fandt det rimeligt at give os 30 dages visa, frem for de 90 vi egentlig var berettiget til. God Karma graensepostmand! Ved moerkets frembrud naaede vi Santa Cruz og sammen med tyske Martina, som jeg moedte paa bussen, fandt jeg ved andet forsoeg en ledig seng. Saa nu er jeg i Bolivia, og jeg har spist det bedste broed i en maaned! Naeste traek er frivilligt arbejde!

En hilsen til alle derhjemme, jeg taenker paa jer...og rugbroed!

De foeste dage: Buenos Aires paa slap line

La Boca - den paenere del

Terrazas Estoril, Buenos Aires. 8 Marts kl 11.20

Efter 2 dages rejse med dertil hoerende daarlig fly- og rygsaekmad (hvidt broed med ost, daggammelt hvidt broed uden osten, da den var blevet klam, livloes hosteltoast med marmelade, hvidt burgerbroed med bacon og ost fra flyet) er jeg endelig naaet frem til Buenos Aires, "sydens Paris" som den kaldes. Og selvom jeg aldrig har vaeret i Paris, tror jeg ikke det er nogen daarlig sammenligning, bortset fra at Buenos Aires' urbane omraade er over 4 gange saa stort...

De sidste to dage har jeg boet paa et virkelig fedt hostel med tagterrasse og 360 graders udsigt over Buenos Aires, hvilket paa udmaerket vis goer op for min skraekkelige hosteloplevelse i London paa turen herover, hvor isaer lugten af en blanding af staegt smoer og porresuppe var staerkt irriterende. Saa var der selvfoelgelig ogsaa naesten ligesaa koldt indenfor som udenfor, og "koekkenet" var saa intermistisk og ulaekkert at jeg allerede her tog min nye lommekniv i brug og ballancerede broedet paa den pose det kom i, for at undgaa at indtage alskens efterladenskaber fra tidligere gaester. 

Men efter en gnidningsfri 13 timers flyvetur fra Barrajas, Madrid ankom jeg til Buenos Aires, hvor jeg, efter at have staaet i mit livs laengste koe for at blive "go'kendt" som uskadelig turist, fandt sikkert frem til mit hostel. 
Min allerfoerste gaatur ned ad "Avenida de Mayo" boed meget hurtigt paa min forste "Buenos Aires, ja tak!"- oplevelse: Frisk, haandpresset appelsinsaft for 10 pesos (13 kr) pr halve liter, gaa hjem og vug Baresso med jeres 27 kr for 2 dl!

Paa nedenstaaende billede ses krydset mellem Avenida de Mayo og Avenida 9 de Julio - de to vigtigste hovedgader. Avenida de Mayo var Buenos Aires' foerste boulevard, faerdiggjort i 1894. Avenida 9 de Julio er en 110 meter bred boulevard planlagt i 1888, men foerst paabgyndt i 1935 og afsluttet i 1980. Navnet er til aere for Argentinas uafhaengighedsdag 9 juli 1816. Hvis man ser godt efter, kan man, paa den store hvide bygning til hoejre, se en stor figur af et kvindeansigt. Det forestiller Eva Perón (eller "Evita" som hun kaerligt kaldes i folkemunde), Argentinas elskede foerstedame og kone til President Juan Perón (1946-55 og igen 1973-74). Hendes mand Juan Perón var president af to omgange. Foerst 1946 til 55 hvor han blev vaeltet af et militaerkup, og senere i 1973 til han doede af et hjertestop aaret efter. Perón enten elskede eller hadede argentinerene, men Evita - den "bloede" duoen, var folket saa kaer, at hendes begravelse varede i 14 dage og landet loeb toer for blomster, saa man maatte importere fra nabolandende. Men hun var selvfoelgelig ogsaa den, der fik gennemfoert kvindernes stemmeret i 1949, hvilket ioevrigt var grunden til, at Perón blev genvalgt i 1951.
Avenida de Mayo huser Argentinas foerste "Subte" (undergrundsbane) fra 1913. Ifoelge en argentiner her paa mit hostel, er det nu verdens aeldste linje, der stadig er i brug. For enden af  Avenida de Mayo er la Plaza de Mayo, hvor moedre og nu bedstemoedre har vandret i en cirkel hver torsdag siden 1977, for at faa svar paa, hvad der er sket med deres forsvundne soenner. Under "the dirty war" (1976-83), som var en periode med militaer statsterrorisme, bombninger og maskrer, forsvandt omkring 13.000 venstreorienterede aktivister, journalister og studerende. Hele affaeren er langtra afdaekket, men jeg var forbi udgavningerne af en koncentrationslejr i Buenos Aires, hvor man er naaet frem til de foerste 100 mennesker, man kan identificeres.

Men lad os lade koncentrationslejrene ligge.
Der er to omraader i Buenos Aires, hvor man isaer skal vaere forsigtig. Det ene er San Telmo, det andet La Boca. I La Boca skal man ifoelge adskillige internetsider ikke bevaege sig uden for hovedgaden, og man skal holde sig derfra efter solnedgang. Igaar var jeg et smut i San Telmo, som engang var de velhavende og indflydelsesrige holdt til. Saa kom den gule feber i 1870, og overklassen flyttede til Recoleta, som jeg skal besoege idag. San Telmo blev nu hjem for tusindvis af fattige immigranter, og stedet begyndte at tilstraekke kunstnere, blev et hotspot for tango og er idag Buenos Aires' boheme-kvarter. Da jeg nu alligvel var i San Telmo, besluttede jeg i faellesskab med en Canadisk pige, jeg lige havde moedt, at besoege La Boca. DO DO DO DUM!!!!
Vi tog en taxa fra San Telmo til hovedgaden i La boca, da vi havde faaet at vide, at men naesten kunne vaere sikker paa at blive beroevet paa denne straekning. Jeg maa ogsaa indroemme, at jeg aldrig har set noget saa slummet, i hvert fald ikke saa meget paa én gang. Alt er faldefaerdigt og slidt, men paa samme tid utroligt flot of fascinerende, fordi det er smukke gamle bygningerne af sten og ikke skure af pap. Og saa er der emormt farverigt. Det er svaert ikke at faa daarlig samvittighed over at vaere turist of fascineret af omraadet, naar folk tydeligvis lever i en kummerlighed, der er svaer at saette sig ind i. Roeverrierne, tilgengaeld, er ikke saa sveare at forstaa. Hvad skal man ellers goere hvis man har en familie at forsoerge, og der ingen jobs er at faa?
Da vi naaede til hovedgaden, var det dog lidt noget andet. Her er de fleste af husene traeskure transformeret til turistede souvenirbutikker. Folk er nok fattige, men det handler mere om handel og bondefangeri, end om tyverier. Jeg har hurtigt laert at ignorere indledende salgsraab, som "where are you from?", taxachaufoerer der koerer helt op paa siden af én, vipper med oejenbrynene og vinker én ind, og maend der hvisker "hermosa"(smukke) naar man gaar forbi.

La Boca. Husene fik oprindeligt deres farvestraalende udseende, fordi de fattige beboere maatte bruge rester af maling til at male deres huse. 

I aften skal jeg ud og danse tango med to andre her fra mit hostel. Vi har moedt en cubaner der underviser i det, saa forhaabentlig tager han os et sted hen, hvor de lokale danser.
En kaerlig hilsen til alle derhjemme! Er der ogsaa 30 grader hjemme i Danmark? XD