De foeste dage: Buenos Aires paa slap line

La Boca - den paenere del

Terrazas Estoril, Buenos Aires. 8 Marts kl 11.20

Efter 2 dages rejse med dertil hoerende daarlig fly- og rygsaekmad (hvidt broed med ost, daggammelt hvidt broed uden osten, da den var blevet klam, livloes hosteltoast med marmelade, hvidt burgerbroed med bacon og ost fra flyet) er jeg endelig naaet frem til Buenos Aires, "sydens Paris" som den kaldes. Og selvom jeg aldrig har vaeret i Paris, tror jeg ikke det er nogen daarlig sammenligning, bortset fra at Buenos Aires' urbane omraade er over 4 gange saa stort...

De sidste to dage har jeg boet paa et virkelig fedt hostel med tagterrasse og 360 graders udsigt over Buenos Aires, hvilket paa udmaerket vis goer op for min skraekkelige hosteloplevelse i London paa turen herover, hvor isaer lugten af en blanding af staegt smoer og porresuppe var staerkt irriterende. Saa var der selvfoelgelig ogsaa naesten ligesaa koldt indenfor som udenfor, og "koekkenet" var saa intermistisk og ulaekkert at jeg allerede her tog min nye lommekniv i brug og ballancerede broedet paa den pose det kom i, for at undgaa at indtage alskens efterladenskaber fra tidligere gaester. 

Men efter en gnidningsfri 13 timers flyvetur fra Barrajas, Madrid ankom jeg til Buenos Aires, hvor jeg, efter at have staaet i mit livs laengste koe for at blive "go'kendt" som uskadelig turist, fandt sikkert frem til mit hostel. 
Min allerfoerste gaatur ned ad "Avenida de Mayo" boed meget hurtigt paa min forste "Buenos Aires, ja tak!"- oplevelse: Frisk, haandpresset appelsinsaft for 10 pesos (13 kr) pr halve liter, gaa hjem og vug Baresso med jeres 27 kr for 2 dl!

Paa nedenstaaende billede ses krydset mellem Avenida de Mayo og Avenida 9 de Julio - de to vigtigste hovedgader. Avenida de Mayo var Buenos Aires' foerste boulevard, faerdiggjort i 1894. Avenida 9 de Julio er en 110 meter bred boulevard planlagt i 1888, men foerst paabgyndt i 1935 og afsluttet i 1980. Navnet er til aere for Argentinas uafhaengighedsdag 9 juli 1816. Hvis man ser godt efter, kan man, paa den store hvide bygning til hoejre, se en stor figur af et kvindeansigt. Det forestiller Eva Perón (eller "Evita" som hun kaerligt kaldes i folkemunde), Argentinas elskede foerstedame og kone til President Juan Perón (1946-55 og igen 1973-74). Hendes mand Juan Perón var president af to omgange. Foerst 1946 til 55 hvor han blev vaeltet af et militaerkup, og senere i 1973 til han doede af et hjertestop aaret efter. Perón enten elskede eller hadede argentinerene, men Evita - den "bloede" duoen, var folket saa kaer, at hendes begravelse varede i 14 dage og landet loeb toer for blomster, saa man maatte importere fra nabolandende. Men hun var selvfoelgelig ogsaa den, der fik gennemfoert kvindernes stemmeret i 1949, hvilket ioevrigt var grunden til, at Perón blev genvalgt i 1951.
Avenida de Mayo huser Argentinas foerste "Subte" (undergrundsbane) fra 1913. Ifoelge en argentiner her paa mit hostel, er det nu verdens aeldste linje, der stadig er i brug. For enden af  Avenida de Mayo er la Plaza de Mayo, hvor moedre og nu bedstemoedre har vandret i en cirkel hver torsdag siden 1977, for at faa svar paa, hvad der er sket med deres forsvundne soenner. Under "the dirty war" (1976-83), som var en periode med militaer statsterrorisme, bombninger og maskrer, forsvandt omkring 13.000 venstreorienterede aktivister, journalister og studerende. Hele affaeren er langtra afdaekket, men jeg var forbi udgavningerne af en koncentrationslejr i Buenos Aires, hvor man er naaet frem til de foerste 100 mennesker, man kan identificeres.

Men lad os lade koncentrationslejrene ligge.
Der er to omraader i Buenos Aires, hvor man isaer skal vaere forsigtig. Det ene er San Telmo, det andet La Boca. I La Boca skal man ifoelge adskillige internetsider ikke bevaege sig uden for hovedgaden, og man skal holde sig derfra efter solnedgang. Igaar var jeg et smut i San Telmo, som engang var de velhavende og indflydelsesrige holdt til. Saa kom den gule feber i 1870, og overklassen flyttede til Recoleta, som jeg skal besoege idag. San Telmo blev nu hjem for tusindvis af fattige immigranter, og stedet begyndte at tilstraekke kunstnere, blev et hotspot for tango og er idag Buenos Aires' boheme-kvarter. Da jeg nu alligvel var i San Telmo, besluttede jeg i faellesskab med en Canadisk pige, jeg lige havde moedt, at besoege La Boca. DO DO DO DUM!!!!
Vi tog en taxa fra San Telmo til hovedgaden i La boca, da vi havde faaet at vide, at men naesten kunne vaere sikker paa at blive beroevet paa denne straekning. Jeg maa ogsaa indroemme, at jeg aldrig har set noget saa slummet, i hvert fald ikke saa meget paa én gang. Alt er faldefaerdigt og slidt, men paa samme tid utroligt flot of fascinerende, fordi det er smukke gamle bygningerne af sten og ikke skure af pap. Og saa er der emormt farverigt. Det er svaert ikke at faa daarlig samvittighed over at vaere turist of fascineret af omraadet, naar folk tydeligvis lever i en kummerlighed, der er svaer at saette sig ind i. Roeverrierne, tilgengaeld, er ikke saa sveare at forstaa. Hvad skal man ellers goere hvis man har en familie at forsoerge, og der ingen jobs er at faa?
Da vi naaede til hovedgaden, var det dog lidt noget andet. Her er de fleste af husene traeskure transformeret til turistede souvenirbutikker. Folk er nok fattige, men det handler mere om handel og bondefangeri, end om tyverier. Jeg har hurtigt laert at ignorere indledende salgsraab, som "where are you from?", taxachaufoerer der koerer helt op paa siden af én, vipper med oejenbrynene og vinker én ind, og maend der hvisker "hermosa"(smukke) naar man gaar forbi.

La Boca. Husene fik oprindeligt deres farvestraalende udseende, fordi de fattige beboere maatte bruge rester af maling til at male deres huse. 

I aften skal jeg ud og danse tango med to andre her fra mit hostel. Vi har moedt en cubaner der underviser i det, saa forhaabentlig tager han os et sted hen, hvor de lokale danser.
En kaerlig hilsen til alle derhjemme! Er der ogsaa 30 grader hjemme i Danmark? XD