Så kom dagen, hvor jeg stod ud af en bus, efter endnu en 20 timers pissekold bustur, i landet, som for 4 år siden vækkede min lyst til at rejse til Sydamerika: Chile. Dengang jeg for første gang stiftede bekendtskab med det spanske sprog gennem FOF i Vejle og fik verdens sejeste, lyshårede, dreadlockhoved af en ung spansklærerinde som havde været på udveksling i Santiago, Chile. Med tiden ændrede mine rejseønsker sig, og Chile var ved min afgang til Buenos Aires ikke længere, rigtigt en del af min rejseplan. Men på grund af politiske utilfredsheder i Bolivia omlagde jeg, efter 6 uger i dette kulturelt forskelligartede land, min meget svagt optegnede rute.
Min couchsurfer i Cochabamba, Bolivia - den 23 årige sociologistuderende Isabel - viste sig at være en del af en kæmpemæssig og fantastisk familie. Hun boede med sin far og sine 3 søskende: den nogle-og-tyveårige Miguel, 21 årige Ariel (gut, hvis man skulle være i tvivl) og den meget kærlige og nærhedssøgende Ana Gabriel, der allerede på andendagen bad mig om at blive for evigt.
Planen var i første omgang at blive i Cocha et par dage, for derefter at fortsætte til La Paz, men jeg forelskede mig hurtigt i familien, og de overtalte mig til at blive en uge, da jeg så kunne opleve 1. fredag i måneden, som betød fest i byen.
I loebet af den foelgende uge, oplevede tydeligt hvordan den traditionelle bolivianske folkekuktur i langt højere grad er til stede i den almene bolivianers hverdag, end jeg har oplevet noget andet sted. For eksempel er alle mere eller mindre bekendt med de forskellige folkedanse, der kendetegner de forskellige regioner. Isa, og flere af hendes kusiner, dansede Caporales, en meget exibitionistisk dans, hvor pigerne drejer rumpen iført meget korte pailletbedækkede kjoler, og mændene springer, stamper og svinger hatten, ligeledes ifoert skinnende pailletdragter.
Isa goeres klar til dansen
Hver dag besoegte vi farmoderen, som havde varm frokost klar til hele familien kl 12. Hun var en livlig og frisk, aeldre dame med en have fuld af frugttraeer og alskens krydderurter, som jeg aldrig har foer.
Cochabamba siges at vaere Bolivias kulinariske hovedstad, hvor man traditionelt spiser 7 gange dagligt!:
Foer fanden faar sko paa spiser man suppe (paa landet), saa man kan komme igang med dagens arbejde. Derefter foelger morgenmaden, efterfulgt af en "formiddagssnack", typisk bestaaende af en "salteña" - en soedlig/salt koed- og groentsagsempanada. Saa kommer den varme frokost ved middagstid og derefter kommer "el platito de la tarde", en eftermiddagsret, som varierer efter ugens forskellige dage. Torsdag er det for eksempel "el fideosuchi" - en pasta/koedret og loerdag er det "charque" - toerret koed.
Senere paa eftermiddagen indtages theen med lidt broed eller lignende og tilsidst spises aftensmaden ved ottetiden. Min familie var ikke traditionel i den forstand, saa vi spiste heldigvis ikke saa mange gange om dagen. Saa var det da gaaet helt galt, for af én eller anden grund er maden enormt maettende - maaske fordi man gerne serverer flere forskellige kulhydratrige madarter i samme ret, som for eksempel kartofler og ris. Dette resulterede i, at jeg havde et par dage, hvor jeg helt bogstavlig talt var propmaet lige fra frokost kl 12 og resten af dagen.
Boernenes afdoede mor havde 7 soeskende, alle bosat i Cochabamba og alle med en fin lille boerneflok. Det betoed at de havde nogle-og-halvtreds legekammerater i familien. Jeg har aldrig kendt en familie, som havde et saa rigt familieliv. Og selvom jeg synes, at min familie betyder meget i mit liv, saa forstaar jeg nu hvad man mener med, at familien er den absolutte kaernevaerdi i Sydamerika.
I løbet af ugen fik jeg besøgt to bedsteforældre, to tanter og mødt en masse fætre og kusiner, onkler og flere tanter. Især én aften hos mormoderen var hele opholdet værd. Alle søskende og en del af deres børn var samlet om gril og guitar, og der blev hentet vin og sunget og danset. Jeg blev opmuntret til at danse en traditionel boliviansk dans med én af onklerne i hele familiens påsyn og tilråb. Heldigvis var der ikke mere i det, end det at danse lidt rundt om hinanden og svinge en plastikpose, nok oprindeligt en vifte, i ottetaller over hovedet. Da jeg kyssede hele familien farvel den aften, sagde farmoderen, at det var en stor ære at få besøg fra Danmark, og at jeg måtte love at komme igen, så hun kunne vise mig sin fødselslandsby. Jeg var overvældet af al den imødekommenhed og forsøgte forgæves at overbevise dem om, at taknemmeligheden var helt på min side.
Jeg har diskuteret med andre rejsende, hvordan en del sydamerikanere lader til at have en meget bestemt idé om naturen af folk fra andre dele af verden, en tendens som man selvfoelgelig finder over hele verden, men som maaske er mere udbredt i lande, som ikke er helt lige saa udadsoegende som de europaeiske lande. Jeg fik vist et lidt ekstremt og ganske komisk eksempel paa dette, da jeg sludrede med en af tanterne. Vi gik fra at snakke om forskellen mellem Bolivia og Danmark, primært med udgangspunkt i hårfarve (...), til spørgsmålet 'Er du racist?' Det direkte spoergsmaal gjorde mig saa mundlam, at jeg ikke kunne komme med et mere intelligent eller overbevisende svar end 'nej!'. Naiviteten i den måde spørgsmålet faldt på, fik mig til at føle, at det havde været hende ligegyldig, om jeg havde svaret ja. Hun nikkede bare, og efter en kort pause udbrød hun: 'tyskerne er racister' som om det var jordens mest selvfoelgelige kendsgerning. Lettere chokeret fik jeg mumlet noget om, at det kunne man vist ikke helt sige, men hun kiggede på mig og svarede konstaterende, at 'jo, for se på hvad de gjorde ved jøderne'. Jeg kunne jo desvære ikke ændre historien, og jeg fandt det ikke særlig sandsynligt, at hendes verden nogensinde ville åbne sig ret meget mere, så jeg svarede bare ganske simpelt, at der selvfølgelig findes racister i Tyskland, ligesom der gør i resten af verden.
Opholdet hos familien var selvfoelgelig en god mulighed for at oeve det spanske, men jeg var nu ikke den eneste der laerte nye ord. Som man ville forvente, var familien ogsaa nysgerrige efter at laere nogle danske ord, hvor isaer "eskul" (skaal) og "skiderik" var favoritter. En dag satte, den ikke helt uskyldige, Isa sig til at undersoege min ordbog, og udbroed pludselig, med verdens soedeste spanske accent: "Jeg oensker koensdele" og "Min kaereste er en avlshingst"...
Eftersom halvdelen af familiens medlemmer var på min egen alder, blev det også til et par byture, hvoraf isaer én staar ud. Aftenen startede ud med et besøg i et af de 'kulturelle huse', hvor folk i massevis samledes for at fejre 1. fredag i måneden som gøres på følgende måde: Ved eftermiddagstid begynder folk at taende smaa baal uden for deres huse og forretninger for at hilde Pachamama - moder jord (Pacha betyder jord paa quechua), og for at bringe held til resten af maaneden. Efter aftensmaden begynder byens "kulturelle huse" af blive fyldt op af baade unge og gamle. Her sætter sig med sine venner ved et bord i gården eller rundt om det tændte bål og køber gang Chicha; den lokale, bolivianske majsbryg, som serveres i en stor lerkrukke med dertilhørende 'øse' som man lader gå i rundkreds. Før man drikker skal man huske at hælde lidt Chicha ned på jorden til ære for Pachamama. Omkring midnat kommer en gruppe musikere forbi og spiller traditionelle bolivianske sange, mens der laves der en ofring på bålet af forskellige små lerobjekter og cocablade m.m. - ligeledes til ære for Pachamama og for held resten af måneden. Så bliver det tid til at tømme krukken med Chicha, og stedets unge gæster tager videre ud i byen.
Inden vi tog videre, nåede jeg dog at få en sludder med en boliviansk skuespiller og instruktør, hvis satiriske film jeg lige havde set blot et par dage før. Vi fik taget et fint billede sammen hvor jeg med mine 157 cm rager ham over hovedet. Jeg endte aftenen arm i arm med 3 bolivianere, hoppende og skrålende til 'Champions of the world'.
I bedste tro blev jeg hængende endnu to nætter i Cochabamba, med planen om at tage til La Paz søndag aften. Sådan kom det nu ikke helt til at gå. Bolivia havde det sidste stykke tid været praeget af stor utilfredshed over præsiden Evo Morales og især en ny lov, der betyder længere arbejdsdage for læger. Sultestrejker havde stået på en rum tid og det var ikke unormalt med mindre blokader i centrum. Søndag gik det dog for alvor løs med stædige blokader uden for La Paz, demonstrationer, stenkastning, tåregas og fra minearbejdernes side dynamitkastning! Blokaden var placeret på en sådan måde, at man ikke kunne komme til La Paz hverken med bus eller fly, da lufthavnen også var plaveret på den anden side af blokaden. Den skulle vare i 72 timer, så jeg måtte slå koldt vand i blodet og nyde et par ekstra dage i Cocha. Her begyndte man nu også med 24 timers stop af alt offentlig transport og blokader uden om byen, som betød, at jeg heller ikke kunne besøge de omkringliggende landsbyer mens jeg ventede.
Da balladen var på sit højeste marcherede en halv million mennesker i La Paz! I Cochabamba var det ikke nær så voldsomt, men dog nok til at min familie frarådede mig at tage ind til centrum for at se 'los cocaleros' (cocabønderne) demonstrere til fordel for Morales. For som de sagde, ville det være endnu farligere for en gringa som jeg.
Da blokaderne endelig lettede loerdag morgen, var jeg parat til at tage til la Paz. Men kort efter naaede det ud, at man planlagde endnu en 3-dages blokade i La Paz, saa tilsidst sagde jeg skrew you guys, jeg tager da bare til Chile! Og saadan endte jeg i kystbyen Iquique.
Efter timevis i bjerg- og oerkenlandskaber stak bussen koelingen frem i svinget om et bjerg, og foran os i dalen aabenbarede sig HAVET og en kystby af karat. Jeg havde ikk set hav siden jeg forlod Uruguay, og det var et glaedeligt gensyn! Det tog mig dog lige et par dage at blive vandt til tsunami-advarsels-skiltene, isaer efter at blive vaekket af et jordskaelv paa over 6,2!
Efter 14 dages intens couchsurfing, traengte jeg til bare lige at vaere alene og chille paa stranden. Det lykkedes mig at vaere asocial i en dags tid, men jeg blev hurtigt gode venner med det feststemte og hjemlige chilenske personale. Paa andendagen lejede jeg en bil med en chilener, to franskmaend og en englaender, for at koere til en den forladte nitritmineby, Humberstone. Og det var benzinen vaerd! Det var fuldstaendig som at traede ind i kulissen til western, lige bortset fra, at det ikke var nogen kulisse, men den aegte vare. Da byen var belligende i oerkenen, var der heller ikke ret mange besoegende, saa hvis man gik for sig selv, foeltes det som om, alt var som det havde vaeret foer minen blev forladt i tresserne, kun med den forskel at alt var rustet og stoevet og bare saa saa sindsygt sejt ud, at det ikke foeltes virkeligt.
Iquique viste sig at vaere en rigtig surferby, og baade franske Ugal og engelske Struan fra vores lille oerkenroadtrip var bodyboardere (liggende surf på et kortere bræt ) og jeg blev langsomt trukket ind i surferverdenen uden dog nogensinde selv at proeve det - jeg turde ikke efter hesten!
En af dagene ankom 2 kendte australske bodyboardere og deres fotograf fra Hawaii til vores hostel. De blev modtaget som rockstjerner i byen, for som Struan sagde, havde alle bodyboardere siddet og set deres videoer. De var nu nogle meget hyggelige gutter og jeg morede mig isaer over fotografen, Byron (sikke et navn!) som var en karikatur af alt hvad man kan forestille sig af hippie-alternativ-healing-selvudviklings-mentalitet. På en sympatisk, dog komisk manér. Med sin store dreadlock-manke og grønne øjne ville han kigge intenst på dig, nikke og sige alting med et saadan eftertryk og sigende smil, at det virkede som om hver sætning havde en dobbel betydning. Jeg havde et par gode snakke med ham, hvor jeg op til flere gange måtte bide mig i læben for ikke at klukke af grin. En dag sad vi på laddet af en bil efter at have købt ind. Jeg havde købt en flaske rødvin med Byron og sagde henkastet at jeg så frem til at drikke den, da jeg ikke havde drukket vin i et par uger (det er så hårdt at være backpacker!), hvorefter Byron rettede sit intense blik mod mig, nikkede og sagde 'likewiiiiise' med et tonefald som om en stor lighed i vores personligheder lige havde åbenbaret sig.
Udover at være surferfotograf arbejde han også som healer, og var så optaget af, at man skulle leve i nuet, at han blev ved med at simulere, at han ikke anede hvilken dag eller endda måned det var, på trods af at folk ofte nævnte det når de snakkede om deres rejse, og at han trods alt var på arbejde, skulle nå til en surfkonkurrence en bestemt dato, og havde et fly hjem. Men han prøvede i hvert fald hårdt! Det var nu meget sjovt at møde dem alle, og især at iagttage hvordan surferne, når de var samlet, nærmest ikke snakkede om andet, hvilket var ret imponerende, da snakken ikke var særlig nuanceret. Sruan, der havde læst til journalist og havde været på udveksling på The Santiago Times, mente at hans intelligens dalede når han surfede eller var sammen med surfere. For som han sagde, er der ikke så meget mere at sige end ting som: 'Man, did you see that wave, that was sick! What a gnarly barrel!'
Iquique, med sine omkringliggende bjerge, var et oplagt sted for Paragliding, så det bestemte jeg mig for at prøve. Over en øl en aften, faldt jeg i snak med en gruppe chilenere på mit hostel, og da jeg nævnte at jeg havde planer om at Paraglide dagen efter, hev en af mændene et kort frem, som viste at han arbejde som professionel paraglider i Santiago, og han tilbød mig en tandemflight for en øl. Så sådan gik det til at jeg en morgen fastgjort til Liberato fandt mig selv løbende ud over en afgrund! Men hvilken oplevelse! Jeg havde troet jeg ville være bange, men af én eller anden grund føltes det faktisk ret naturligt, og udsigten var selvfølgelig spektakulær.
Jeg var så småt på vej til Peru, men var blevet ret glad for solen, varmen og havet, og da der i fiskerbyen Arica, på vej mod Peru, skulle holdes verdensmesterskaber i bodyboarding, bestemte jeg mig til at tage med Ugal og Struan og stoppe et par dage i Arica.
Arica er en skøn lille kystby, langtfra at være turistet, som Iquique, og derfor også billigere. Ugals veninde, Bilyana, fra Bulgarien joinede os, og vi havde nogle hyggelige dage med tidlig opvågning for at se surfing, strand, dukkerter, god udsigt fra 'El Morro', en kæmpe klippe midt inde i byen, og Ugals hjemmegrillede friske fisk. Men uret begyndte at tikke, og da der kun var 4 uger tilbage af min rejse, pakkede jeg mine sager for at tage til Peru og fuldføre mine sidste 3 missioner: at se Machu Pichu, river rafte og tage en tur ind i junglen!
"El Gringo", betragtes som nok verdens farligste boelge at surfe. Her er der gang i verdensmesterskaberne. Fyren i blaat er verdensmester gennem flere aar.
I Iquique havde jeg moedt en dansk pige, Nanna, som foer sin rejse arbejdede paa Gemmestedet i Aarhus, og som jeg faktisk havde vaeret ude at drikke et par oel med derhjemme. Det tog os en dag at opdage, at vi begge var danskere, og endnu èn foer vi fattede, at vi kendte hinanden.
Da jeg ankom til Cusco, stoedte jeg ind i hende igen og endte med at booke min "Inka-jungle-Machu Picchu-tur med hende, hendes to venner fra faeroerne, Hilmer og Bjarki, og franske Elliot. Det var helt spoejst at snakke dansk igen paa daglig basis, og det gik op for mig hvor meget jeg holder af dansk humor. Vi fik baade citeret Gramsesspektrum, Hvad snakker du om, og sunget svedbanken og Drengene fra Angora. Vores trek varede 4 dage og startede ud med to timers mountainbiking ned af et bjerg, og derefter river rafting for mit og Nannas vedkommende. Siden jeg var blevet smidt af hesten i Bolivia, havde jeg haft lidt problemer med at goere ting jeg ikke selv havde helt kontrol over, saa jeg skulle lige tage en dyb indaanding inden jeg hoppede i baaden. Men da vi efter halvanden time styrede ind mod flodbreden, vidste jeg, at hvis jeg nogensinde skulle dedikere mig til en ekstremsport, saa skulle det vaere river rafting!
Dagen efter stod på trekking, delvist ad de oprindelige inka-stier og da solen gik ned og stjernerne kom frem, var det tid til varme termalbade, og det var ikke så dårligt endda, efter at have svedt siden kl syv om morgenen.
På tredjedagen nåede vi til Aguas Calientes, som er en lille, 100% turistet by for foden af Machu Picchu. Herfra skulle vi bestige Machu Picchu den følgende dag kl 4.30.
Vi kom ind som nogle af de allerførste og selvom jeg fik mine første 5 minutter ødelagt af skubbende, ivrige, bøllehatturister, som absolut skulle tage et foto, lige der hvor man nu gik, så kan man ikke sige andet end, at synet af den opstigende morgensol over bjergtindern og de knivskarpe solstråler,kærtegnende de gamle inkaruiner, var noget nær magisk!
Reglerne for besøgende på Machu Picchu er de sidste par år blevet yderligere skærpet, så vi havde ikke mulighed for at bestige Wayna Picchu, et 2720 meter højt belligende bjerg med udsigt over ruinerne og nogle flere ruiner på toppen. Heldigvis havde vi i stedet booket os på 'Machu Picchu bjerget' som faktisk er et par hundrede meter højere, og DET var fedt! Efter en times trav op ad meget høje trin, var udsigten noget af en belønning. Da jeg havde sikret mig, at ingen vagter betragtede mig, gik jeg 'off the beaten track' og ind i vildnisset, hvor jeg satte mig og nød udsigten uden at kunne se eller høre andre mennesker. Lidt indianer er man vel...
Da Inkaerne ikke havde noget skriftsprog, ved man ikke med sinkerhed hvilken funktion Machu Picchu havde. En af teorierne er, at de har været et sommerresidens for Ikaen, navnet for den øverste leder, 'kongen'. Et helt andet mysterium er, hvordan det er lykkedes dem at udhugge stenene til bygningerne saa praecist, naar man tager i betragtning, hvad de har haft af vaerktoej. Man mener, at de har boret huller i klippestykker, fyldt dem ud med passende træstykker og hældt vand over. Når så træet udvidede sig, sprang stenen. Cleverrrr!
Hjemturen til Danmark begyndte at rykke tættere på, og da jeg skal flyve hjem fra Buenos Aires, så jeg mig nødsaget til at forlade, den ellers meget hyggelige by, Cusco og bevaege mig sydpå igen.
Så nu sidder jeg atter i en bus, denne gang mod La Paz, efter lige at have stoppet en halv dag i Puno, for at tage en tur ud på Titicaca søen der, med sine 3821 meter over havniveau og et overfladeareal paa 8372 km2, regnes for verdens største, højtbeliggende sø. Søen deles mellem Peru og Bolivia. Min mission var at besøge "Las islas de los uros", flydende sivøer beboet af uru folket. Los urus betyder folket, der var til, før der kom lys. Videnskabeligt kan man dog ikke bevise, at de har eksisteret i mere end 800 år.
Øerne er bygget af en tæt, flydende rodmasse, dækket af adskillige lag siv. Det tager 4 år at bygge en sådan ø, og hver måned dækkes øen med er friskt lag siv, for at holde overfladen tør. Efter 30 år forlades øen, blandt andet fordi den begynder at lugte. Så bygges en ny.
Det var et meget fotogent syn, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at hele ideen med deres stille ø- og fiskerliv blev spoleret af alle os turister. En fornemmelse som ikke blev mindre af, at kvinderne, der som afsked sang en peruviansk folkevise, sluttede af med en skinger udgave af 'vamos a la playa, åh åhååoå' og tilsidst hilsenen: 'hasta la vista baby!' (...) I betragtningen af, at øens fem husholdninger, til deling, havde én lille solcelle for at generere lys (at bo i sivhuse på en sivø er ikke det mest brandsikre), forekom det mig lidt usandsynligt, at de selv skulle have fundet på den hilsen...
Der er nu 17 dage tilbage af mit eventyr, og jeg mangler et sidste trin for at opfylde mine ønsker for rejsen: TARZAAAAN! Så ind i junglen med mig fra Rurrenabaque, hvortil jeg har tænkt mig at tage et fly, så jeg ikke ender sådan her:
Vi ses til rubrødsmadder, jordbær med mælk, øller i mølle og bare generelt sommer i Danmark!
