torsdag den 26. april 2012

Lamaer og saloerken

Santa Cruz er den største by i Bolivia, men da centrum er nærmest støvsuget for høje bygninger, og stemningen langtfra er hektisk, som i de fleste andre storbyer, føles den faktisk som meget lille by. Der er heller ikke meget at lave, så de 4 dage vi (Martina og jeg) var der, gik med at trave byen rundt, spise billig mad ( 4 retter + juice 23 kr), forgæves forsøge at komme ind på et museum, som hele tiden ændrede åbningstider, suge den bolivianske stemning til os, og prøve at regne vores næste skridt ud. Den sidste morgen gik vi i kirke, da det var skærtorsdag, og jeg gerne ville have et lille indblik i fejringen af Semana Santa (påskeugen). Jeg har ikke set processioner, som jeg havde forventet, men det var nu meget interessant at være til en gudstjeneste. Især var musiken meget anderledes: klaver istedet for orgel, og sangene virkede langt mere 'folkelige' end vores salmer. Specielt én sang havde en hel indiansk klang.
Jeg bestemte mig for at tage videre til sucre, og Martina tog med. Vi fik købt os en billet, men på vej til bussen spurgte vi en vagt om vej, og da han så vores billet, sagde han, at vi havde betalt alt for meget. Så han sendte os hen til en anden vagt, som tog en snak med busselskabet, der så gav os penge tilbage. Allerede her skulle vi måske have anet uråd, med det er jo Bolivia, så vi forventede at nogle folk ville prøve at tage sådan et par gringapiger ved næsen. I bussen mødte vi det sødeste søsterpar, som bad om at få lov at male vores negle; dem hyggede vi os meget med, indtil det blev 'sengetid'. I al den tid havde vi kørt af grusbelagte bjergstier med stejle afgrunde, og da det nu var blevet mørkt puttede jeg Al Green 'Have a good time' i ørene og håbede på, at vores chauffør var en forbandet god bilist. 
Vi var steget på bussen kl 16.30 og skulle være i Sucre dagen efter kl 8.30. Kl 02 stod bussen stille, og efter en time, ad hvad vi troede var en meget lang tissepause gik det op for os, at vi sad fast i mudderet. Heri ligger den sande ulempe ved grusveje. 'Hombres, a trabajar!' lød det (til arbejdet, mænd!), og vi steg alle af bussen for dels at gøre den lettere, dels at finde jord og sten og grene at lægge foran bussen. Efter yderligere to timer var vi on the road igen, klipklapper, og fødder indsølet i mudder og en stærk glæde ved tanken om at kunne se frem til et bad og en lur 4 timer forude.
3 timer senere: Jeg vågner efter anden halvej af den ene times søvn det er lykkedes mig at få, og undrer mig over hvordan bussen tømmes for folk. Ud af vinduet kan jeg se asfalt og tørvejr, så det kan ikke være mudder. Vi hopper også af og spørger omkring os. Der mangler luft. De andre passagerer (inkl den hane som nogen har medbragt og som stolt vækkede hele bussen kl 7) forsvinder ind i forbipasserende busser, og vi beder om vores ryksække, så vi kan gøre det samme. Men vi kan ikke få dem, for dørmekanismen i bagagerummet er åbenbart også afhængig af luft. Vi tør ikke stole på, at vi kan få vores baggange i Sucre, og tilsidst er vi de eneste tilbageblivende udover vores meget lidt informative og iøvrigt grove chauffør, hans unge 'hjælper',  et ældre boliviansk par og en lettere sindsforvirret mor og hendes lille baby.
Vi hænger lidt rundt omkring, og Martina og jeg bliver enige om, at det ikke er det værste sted at sidde fast; her er smukke grønne bjerge og en flod at beundre. 
Efter en times tid bevæger vi os i flok mod en lillebitte landsby en halv kilometers vej fra bussen, hvor vi heldigvis får en rigtig lækker suppe og noget godt brød. Tilbage ved bussen sætter mændene gang i et bål. Tilsyneladende skal det bruges til at varme en lille spirallignende rør op, da noget inde i det stopper for lufttilførsel. Endelig kommer der gang i dyret og vi fortsaetter til Sucre, hvor jeg tager mit livs mest nydelsesfulde brusebad i et hostel ved navn 'Gringos Rincon' (!!!). 
                                                                         Bussen fixes 
Tyskeren Mike, der ejer stedet kan bedst beskrives som værende 'a legend'. Man kan ikke andet end holde af ham. Han laver ALT selv! Rengøring, reception osv. Og det nok det reneste hostel jeg har boet i. Der er altid toiletpapir, håndsæbe og rene håndklæder. Hvis du fornemmer en smule nostalgi og længsel i denne beskrivelse er du ikke helt galt på den. Toiletpapir er et særsyn i hostels her i Bolivia og forventningen om håndsæbe er lige så latterlig som tanken om at lande på månen for 100 år siden. 
Dels atmosfæren i dette hostel, dels byen og dels menneskerne og noget frivilligt arbejde gjorde, at jeg blev hængende 10 nætter. 
Hver fredag havde Mike sine ugentlige 3 timer fri. Så ville han komme op på terrassen og med sin karakteristiske meget dybe og meget langsomme stemme med en meget tyk tysk accent udmelde: 'Soooo guuyyys...! I haaaave my threeee hours ooooff, gooooing out to drink some beeaaar, dooo you need aaaanythiiiing? The sister of my wife's cousin iiis siiiiting doooownstairs, she dooooesn't know aaanything aboooout the hostel, and she doooesn't speak aaany engliiish....' han var i sandhed en guttermand. Han havde for vane at udbryde 'sooo craaazy shit gooooing oooon!' når man kom ind, noget man hurtigt vennede sig til, ligesom man hurtigt forstod hans absolut kulsorte humor. En dag kom jeg ind af døren med en englænder, som ikke havde boet der så længe, og derfor overrasket svarede 'Oh really?! What's going on?' Mikes udtryk var guld værd; han kiggede forvirret op og svarede 'no, nooo, I juuuust allwaaays saaay thaaat!'
Hostelets gæster var i den periode, jeg boede der en perfekt sammensætning, og da alle havde lidt svært ved at forlade stedet, endte vi med næsten at føle os som en familie. Vi gik på opdagelse sammen, lavede mad til hinanden og studerede spansk side om side. Jeg forelskede mig hurtigt i den rolige men meget charmerende by, ikke mindst på grund af det fantastiske mad- marked. Her bugnede med friske frugter, grøntsager, æg, ost, krydderurter, krydderier, kokablade, brød og...wait for it...boder med frisklavet frugtjuices og shakes!!! Jeg fik hurtigt et godt forhold til 'min' juicedame, der begyndte at fortælle hvilken kombination jeg skulle prøve den følgende dag. 4-6 bolivianos (ca 3,5 - 4,5 kr) for et stort glas med genopfyldning! Åh Mercado Central! En ting jeg morede mig ret meget over i starten, var at blive tiltalt 'mamita' (lille mor) når jeg handlede ind. Jeg venter bare på at det bliver til 'mamacita' når jeg kommer mere nordpå (hej Nina Ricard og co. :D).
Nå, jeg lavede nu også andet end at spise. En uges frivillig arbejde i en meget fattig børnehave med nogle meget søde, dog temmelig bisse-trick-brugende børn. Især den lille bitte José der kravlede rundt på mig når jeg satte mig ned, var en rigtig heartbreaker. Udover mig arbejdede også et par andre europæere, heriblandt engelske Will. Børnene kunne ikke udtale hans navn og han blev derfor kaldt 'Huevo' (æg). Jeg blev gerne kaldt 'tia' (tante) eller 'señorita' af de børn der ikke kunne huske mit navn.

Efter en uge i børnehaven vågnede sigøjneren i mig, så jeg pakkede min rygsæk, og tog videre til Potosí, verdens højest belligende by. Med sine 4009 meter, er det noget af en udfordring for kroppen. Højden kan både give hovedpine, kvalme, vejrtrækningsbesvær, svimmelhed, fordøjelsesproblemer og mærkelige drømme. Allerede i Sucre (2750 m) kunne højden mærkes når man gik og snakkede samtidig. I Buenos Aires plejede jeg at tage trapperne til 7 sal, mens jeg allerede blev forpustet når jeg nåede anden sal i Sucre. Her havde jeg også en af de mærkeligste drømme, jeg længe har haft: I køjen over mig lå en englænder og i min drøm var hans sjæl blevet fanget i en flue som sad fast halvvejs inde i min pegefinger !!! Jeg turde ikke tage den ud, da jeg var bange for at hans sjæl så ville blive fanget i min krop....jaaa deeet...
Potosí var dog af en anden karat. Den første aften havde jeg hovedpine, kvalme, var smimmel og følte mig beruset. Den aften erfarerede jeg kokabladenes virkning. Kokablade kan købes over hele Bolivia; man fjerner midtervenerne og putter bladene ind i siden af munden mellem tænder og kind og laver tyggebevægelser, uden at tygge paa bladende. Efter noget tid begynder bladende at afgive væske. Skal man gøre det helt rigtigt, tilsætter man enten lidt natron eller en smule af en cement lignende klump kaldt 'llipta' lavet af planteaske - normalt quinua. Dette hjælper med at frigive bladenes alkaloider, der hjælper mod højdesyge, sult og kulde.
Dagen efter gik turen til minerne. Potosí er og har altid været en mineby. Arbejdsmetoderne er meget gammeldags, det meste arbejde foregår med håndkraft med simpelt værktøj. Som vores guide, Ronaldo, der selv havde arbejdet i minen i to år, fortalte, har arbejdesmetoderne nærmest ikke forandret sig gennem årene. Der er naermest ingen sikkerhedsforanstaltninger og bare sidste aar doede 16 minearbejdere under arbejdet. Temperaturen varierer fra frost til 45 grader, og kontakten med giftige kemikalier og store mængder af støv gør at mange arbejdere bliver syge og dør af kraeft i lungerne. Hvis faderen bliver syg eller dør, vil sønnen typisk overtage hans job for at kunne forsørge familien. Vi snakkede med en 44 årig minearbejder, som havde arbejdet i minen i 25 år. Hans søn på 21 havde arbejdet i minen siden han var 13.
Nu da jeg læser om minerne i min Lonely Planet guide, kan jeg at de advarer én om den stærke og risikofyldte oplevelse. Jeg var dog fuldstændig uforberedt, hvilket måske var meget godt- ellers havde jeg måske ikke gjort det. Heldigvis havde jeg, sammen med tre andre fra mit hostel, fundet et ansvarligt selskab at tage med. Det hele startede ud med, at vi skrev under på, at selvskabet ikke tog ansvar for skader eller død. Derefer blev vi iført overtræksbukser, jakke, gummistøvler og hjelm med pandelampe og kørt til minearbejdernes marked hvor vi kunne købe gaver til arbejderne: Kokablade, vand, sodavand, meget stærk alkohol, cigaretter og dynamit!
Først blev vi introduceret til mineralraffinaderiet, hvor vi så hvordan den rene sølv bliver udvundet. Derefter startede turen ind i minerne, noget jeg aldrig vil glemme, og som vil dukke op i erindringen, skulle jeg i fremtiden brokke mig over mine arbejdbetingelser...De første 400 meter gik vi delvist foroverbøjede i gåsegang igennem en støvet gang. Så stoppede Ronaldo, pegede på et smalt mørkt hul med en rebnedgang og sagde 'her'. Alle i gruppen kiggede tøvende på hinanden, og én af fyrene bestemte sig hurtigt for at blive tilbage. Et par stykker nåede ned gennem denne nedgang, mens resten af os blev ført til en anden, mere plan nedgang uden reb. Jeg trak vejret dybt og krøb ned som nummer to, men da jeg så den næste nedgang, måtte jeg vende tilbage sammen med nummer ét som heller ikke kunne få sig selv til at gå videre. Der var fuldstændig mørkt, man kunne ikke se hvor lang gangen var, og den var så snørklet, at man ikke rigtig havde en fornemmelse af, om man kunne komme op igen. Efter lidt tid foroven bestemte jeg mig dog for at prøve igen og oplevede for første gang rigtigt spændingen ved at gøre noget, som på grund af kombinationen af det farlige og min egen frivillighed, føltes naturstridigt. Jeg nåede ned og kunne her betragte en minearbejder grave et hul til noget dynamit. Ovenover igen, følte vi lettelsens og succesens rus, da vi nu havde set to ud af de tre niveauer der var planlagt. Følelsen holdt indtil Ronaldo sagde: 'ja, det var så niveau ét, lad os nu gå til andet og tredie niveau!'
Vi tilbragte 2 timer i minen og kom længere og længere ned, hvor der blev varmere og mindre ilt. I tredie niveau kom vi til en stor åbning fuld af halvfulde, kokatyggende minearbejdere. Da de arbejder for sig selv, og fordeler pengene for deres 'fund' ligeligt mellem sig, alt efter arbejdstimer, kan de selv bestemme hvornår de vil holde fri. Denne dag havde de valgt at drikke i stedet for at arbejde. Som Ronaldo forklarede, da vi spurgte hvorfor de ikke drak et mere behageligt sted, har de brug for en stærk broderaand i minen, for at kunne holde arbejdet ud.
Svedende, udmattede og indsmurt i støv nåede vi op over jorden, og jeg forstod nu hvad vores tur-selskab havde ment med udsagnet: 'medbring kamera og god sans for humor'. Det havde lydt usmageligt før turen, men uden sans for humor havde det været ubærligt, noget man tydeligt kunne mærke på arbejderne, der var fulde af godt humør, jokes og spørgsmål som 'hvem af jer er single?'
Jeg havde egentlig købt mig en busbillet til Tupiza, min næste destination, men efter denne udmattende oplevelse besluttede jeg at tilbringe aftenen i selvskab med mine hostelroomies, llama-steak, kortspil og den lokale drink bestående af 'Singani', en boliviansk spiritus af druer, blandet med varm citronlimonade.


 
Marked i Potosí

Efter en udflugt til en varm vulkansø den foelgende dag, tog vi alle fire en taxi til busterminalen, hvor jeg i sidste øjeblik købte en ny billet til Tupiza. Som sidebemærkning er busterminalerne her et ret interesant sted at studere den Bolivianske kultur. Her summer af liv og råb fra busbilletsælgere, der med stærk stemmekraft og en utrolig hurtighed kaster om sig med forskellige busdestinationer: 'Potosí, Potosí, Potosí! Lapazlapazlapaz! Suuucre sucresucresucre! Samtidig har jeg aldrig oplevet at skulle kæmpe så meget for information, selv hvis det handler om at koebe noget af vedkommende. Hvis man går hen til de forskellige busselskaber, frem for at lade sig rive med af de i råbende sælgere, virker de oprigtigt uinteresseret i at sælge én noget. Typisk vil jeg sarte med at stille med hen foran disken, og modsat Danmak, hvor det handler så utrolig meget om at komme kunden i forkoebet med service og information, vil de ignorere én, indtil man selv aabner munden. Så vil jeg måske spørge, om jeg kan komme direkte med bus til en eller anden destination, og vedkommende vil sige nej og fortsætte med at kigge på sine negle. Så vil jeg spørge hvad jeg så kan gøre, og han vil svare kort paa det. Saa vil jeg spørge hvor meget det koster, og sådan vil det fortsætte indtil jeg har fået den nødvendige information. Det er en ting man bliver nød til at kunne grine af, ellers bliver man skør  - en ting jeg har ser ske med andre rejsende.
Nå, jeg sprang på bussen, men med min erfaring med Bolivia og tid, skønnede jeg, at jeg godt kunne nå på toilet inden vi kørte. Jeg spurgte billetkontrøløren og hun sagde ja, så jeg spænede ind, betalte en boliviano, og var ude igen som en ninja. Men da jeg saa jeg, at min bus var væk, med backpack og det hele! Heldigvis kom en pige løbende, og informerede mig om, at bussen var ved udgangen af terminalen. Jeg løb som en vanvittig og nåede det! Folk rystede på hovedet og kiggede ondt på mig da jeg kom ind, men da jeg stod af senere på natten, fortalte den eneste anden udlænding på bussen, at alle passagererne havde råbt : 'Falta una! Falta una gringaaaa!' (der mangler en gringa).
Tupiza er en lille bitte by i det sydlige Bolivia. Omgivelserne er meget smukke og byen er kendt som et godt sted at tage en tur på hesteryg og desuden starte den fire dages jeeptur mod saltørkenen uden for Uyuni. Så jeg bookede en 7 timers ridetur og en tur til saltørkenen.
Rideturen startede godt ud, og jeg følte mig som en blanding mellem Tintin, Frodo og Lucky Luke. Indimellem havde jeg dog nogle nedture, da min hest var lidt mærkelig, og meget gerne ville galopere, når jeg ikke ville. Da vi havde halvanden time tilbage, begyndte denne tendens at være mere udtalt, og efter en temmelig voldsom galop, som jeg ikke kunne styre, bad jeg min guide om at skifte hest. Netop i dette øjeblik begyndte hesten at dreje rundt og selv min guide kunne ikke styre den. Den løb løbsk i galop ud mellem træerne, og jeg var skræmt fra vid og sans, da den ikke ville lystre på noget som helst. Mine fødder kom ud af bøjlerne, men det lykkedes mig at holde fast et stykke tid, indtil han nåede ud på stien igen, hvor jeg blev smidt af. Jeg var fuldstændig i shock og kunne ikke bevæge mit ene ben. Der var intet telefonsignal, så jeg kunne ikke blive hentet i bil, og det var udelukket at jeg kunne gå. Jeg havde absolut ikke megen lyst til at komme op på en hesteryg, men det gjorde så forfærdelig ondt, og jeg vidste jeg blev nød til at komme ind til byen. Tilsidst blev jeg overtalt til at blive løftet op på en anden hest og trukket ind til byen. Her havde smerten aftaget så meget, at jeg kunne bevæge mit ben igen og med næsten sikkerhed udelukke, at noget var brækket. Efter anbefaling af to læger, som også var turister på turen, tog jeg dog en tur på hospitalet og blev undersøgt. Jeg havde dog bare fået nogle slemme slag og muskelsmerter som ville gå væk med tiden. Min doktor ville gerne give mig en stor sprøjte med et eller andet smertestillende, men han virkede noget tilfaeldig, og jeg har ikke den store tiltro til doserne af medicin herovre, saa det afslog jeg.
                                 

Efter en ekstra hviledag i Tupiza, begyndte turen til Uyuni. Med i jeepen havde vi vores chauffør, Felix, vores kok, den moderlige Maura, et fransk par med nogle meget svære navne, og de to englændere, Todd og Dean. Den første dag tilbragte vi otte timer i jeepen, med stop undervejs for at betragte det smukke landskab og tage billeder af lamaer, som Felix i øvrigt morede meget sig over at jagte i sin jeep. Kl fire slog vi lejr i en lille støvet landsby, bestående af en 50 huse og en skole. På grund af højden blev der utrolig koldt så snart solen forsvandt, men tilgengæld havde vi udsyn til den klareste stjernehimmel, jeg har set i mit liv. 

Dagen efter tog vi afsted kl halv seks og tilbragte de naeste 11 timer i jeepen med fantastisk udsigt. Bl.a. Saa vi "La Laguna Verde", "den groenne soe" og badede i endnu en varm vulkansoe. 

Trejde dag foregik paa samme maaede; her var det mest imponerende en gammel "togkirkegaard" med en samling af Bolivias aeldste tog i bedste Buster Keaton sil og desuden "La Laguna Colorada" en roed soe fuld af famingoer. Denne nat sov vi i Uyuni, og dagen efter tog vi afsted kl halv seks for at se solopgangen over saltoerkenen, et 11.000 km2 stort, fuldstaendig flat areal, daekket af et 150 meter tykt lag salt! Utroligt og ganske uvirkeligt. Det var svaert at forstaa, at det ikke var is og sne, men salt!


Nu er jeg naaet til Cochabamba, hvor jeg har en aftale med en couchsurfer. Derefter gaar turen til hovedstaden La Paz, hvorfra jeg drager ind i junglen!


Kaerlige tanker til jer derhjemme!
 

tirsdag den 3. april 2012

Steak, Tango og Empanadas

 Santa Cruz, Bolivia

Så er jeg nået til Santa Cruz i Bolivia efter 33 timer i bus, og det må være tid til en update. Jeg opholdt mig knap 3 uger i Buenos Aires - en lille uge i Hostel Estoril, og to uger hos en værtsfamilie mens jeg gik på sprogskole. Der boede jeg i udkanten af Palermo, Buenos Aires´ rolige histerkvarter om dagen og pulserende bar- og clubkvater om natten. Jeg forelskede mig hurtigt i området grundet mængden af fascinerende og elegante cafeer og dragede skobutikker med enorme vinduspartier, guldmalede, antikke jernporte, farverige vægge og højt til loftet. Jeg er temmelig stolt af, at jeg ikke har købt et eneste par højhælede!
Min værtsfamilie bestod af alenemor og advokat Julia og hendes teenagesøn Esteban. Julia spiste aldrig noget, hverken til morgen eller aften da hun 'passede på' som hun sagde. Tilsyneladende spiste hun kun en salat aen gang om dagen, og holdt den saa ellers kørende på kaffe!
Selvom jeg boede i Palermo, var jeg en hyppig gæst i Estoril, da jeg havde fået et par gode venskaber -  både blandt de ansatte og de rejsende. Heriblandt colombianske Sebastián, som blev en godt kilde til at øve det spanske.
I løbet af de tre uger fik jeg også deltaget i et par tangolektioner, spist argentinsk steak og dusiner af empanadas, fået nok af dulce de leche og drukket Mate, en bitter the som indtages gennem et smukt metalsugerør af en kop lavet af udhulet calabaza (en græskarsort). Mate drikkes af alle, til hver en tid og overalt i både Argentina, Uruguay og Paraguay, og det er langt fra en sjældenhed at se termokande og matekrus medbragt i undergrundsbanen.
Der har været mange imponerende oplevelser - som at se en opera i Teatro Colón (der betragtes som et af verdens fem bedste koncerthuse akustikmæssigt) og at besøge Recoleta-kirkegården (nærmest en lille bydel for de døde, komplet med huse og lygtepæle), men en af mine yndlingsoplevelser var en koncert med den spanske rapper El Chojin. Aldrig har jeg været til en koncert, hvor folk var så entusiastiske og deltagende. Jeg er ret sikker på, at der ikke var en eneste i lokalet, der ikke kunne hver eneste sang udenad - bortset fra mig selv...
El Obelisco, Avenida 9 de Julio

Efter min sidste spansktime hoppede jeg i en taxa og kørte til havnen, hvor jeg skulle mødes med colombianske Diego og new zealandske Sam, med hvem jeg skulle rejse til Uruguay. Det startede godt ud med, at gutterne blev snydt af deres taxachauffør, der tog imod en seddel, byttede den til en falsk, for erefter at give den tilbage og påstå, at de havde givet ham en falsk seddel. Efter Sam i raseri havde revet sedlen i stykker for øjnene af chaufføren, kom vi dog uden yderligere problemer med færgen til Montevideo, hvor vi tog en bus videre til Punta del Este. Punta del Este er en kystby, som i højsæsonen er stopfuld af strandhungrende argentinere og brasilianere, men som naermest var forladt, da vi besoegte den. Jeg naerer normalt en stor afsky for den slags strandturistede steder, men efter 3 uger i Buenos Aires, var det egentlig meget rart at kunne se stjernerne om natten, vandre rundt fuldstaendig sikkert og vaelte rundt i boelgerne. Her, i en lille naboby hvor de lokale boede, fik jeg min foerste parilla. Parilla er den sydamerikanske udgave af en Barbecue. Aldrig har jeg spist saa meget forskelligt koed paa en gang. Faktisk er det bare koed - ledsaget af lidt broed. Man kan godt bestille en salat til, men det er kun for toesedrenge og i hvert fald ikke noget for Uruguays befolkning - der er flere koer i Uruguay end der er mennesker. Saa jeg gemte den tidligere vegetar langt vaek og spiste baade blodpoelse og en eller anden tarmspecialitet, som jeg dog tillod mig bare at smage paa. Det var nok mere en oplevelse, end det var en nydelse.
Efter en en blaesende dag i Montevideo (som mindede mig om Prag!?), begyndte vi turen "hjemad", det vil sige Buenos Aires. Det var dog ikke helt uden problemer, da det viste sig, at den faergebillet vi havde faaet den ene vej, ogsaa indeholdt vores "visa", og at vi derfor skulle kunne vise denne. Sam havde gemt sin billet, men Diego og jeg havde ingen idé om, hvor vores var. Det skal lige siges, at det drejede sig om et lille stykke kroellet papir - ja det var kroellet da de gav os det - som de lige havde revet et stykke af og derefter stemplet med praecis det samme stempel, som vi havde faaet i vores pas. Men nej, nej, stemplet i vores pas kunne de ikke bruge til noget, saa vi maatte betale en boede hvis vi ikke kunne vise vores "visa". Jeg rodede, og rodede i min haandtaske, og bad dem til sidst hente min ryksaek, som allerede var laesset paa faergen. Her fandt jeg heldigvis den lille lap papir mellem andre mere eller mindre vigtige papirer, bykort og brugte Subte-billetter. Diego var mindre heldig og maatte betale boeden, som heldigvis viste sig ikke vaere mere en 700 pesos svarende til 200 kr.
 
Diego med "visa" og what the fuck-udtryk
Efter to naetter i Buenos Aires tog jeg videre til Puerto Iguazú med Sam og tyske Stephanie. Efter 18 timer ankom vi til den lille by, der graenser op til Paraguay og Brasilien. Vi indlogerede os paa vores hostel koerte saa til den Brasilianske side af vandfaldene. Nyt nice stempel i mit pas! Allerede ved de foerste udkigspunkter blev mine bedste forventninger opfyldt. Og lille naive jeg troede at det var det hele. Men jeg skulle faa at se, skulle jeg! Det blev ved og ved og ved og kulminerede dagen efter paa den argentinske side ved udkikspunktet "Garganta del Diablo", "djaevlens hals" - en ikke helt ringe beskrivelse. Endelig kan jeg bruge udtrykket: "det kan ikke beskrives med ord". Det foerste, der kom ud af min mund, da jeg saa det var "shit!"
Iguazú, den argentinske side
Bolivia var min naeste destination, og da internettet ikke var til nogen hjaelp, naar det drejede sig om transport hertil, pakkede jeg mine ting den naeste morgen og gik op til busterminalen, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne komme til Santa Cruz med to skift. Saa jeg hoppede paa den naeste bus til Ciudad del Este i Paraguay og haabede paa at de naeste busser bille passe, saa jeg ikke skulle til at finde et sted at sove midt om natten. Ciudad del Este er et virvar af vanvittige, dyttende bilister, motorcykeltaxaer og elektronisk kopicrap. Jeg fik et exit-stempel og koerte videre til busterminalen, hvor jeg strakt blev angrebet af en buschauffoer der ville koere mig til hovedstaden Asunción. I bussen begyndte jeg at laese om Paraguay og stoedte paa en lille box med overskriften "Getting to Bolivia". Interessant. Der blev foereslaaet samme rute, men med den lille oplysning at busserne ikke stopper i Ibobobo i Bolivia, hvor jeg skulle have mit indgangsstempel. Lonely Planets anbefaling var at tage hele vejen tilbage til Asunción, hvis ikke man havde lyst til at blaffe 60 km paa en afsides grusvej i Bolivia, da der heller ikke var offentlig transport i omraadet. Tak for hjaelpen Lorte Planet! Naa men jeg var jo paa vej, saa jeg maate bare haabe paa at de kunne hjaelpe mig I Asunción.
Paa vejen til Asunción fik jeg selskab af Adolfo, som jeg snakkede med i 2 timer. Han koebte en "Chipa" til os hver, af en af de mange kvinder, der stod paa bussen for at saelge mad. Chipas er et traditionelt Paraguayansk broed, der smager af kommen og ligner en bagel, men modsat bagels er det meget tungt og har en tør og sproed skorpe og en osteagtig, lidt ubagt konsistens indvendig. Adolfo var lidt svær at forstå da han blandede guaraní, et indiansk sprog, med spansk. Hans udtale var ret speciel, og det gjorde det ikke bedre, at han havde mistet nogle af sine tænder og i øvrigt havde en hukommelse som en si. Men snakken gik, og han var nysgerrig efter at vide, hvordan forskellige spanske ord er på dansk. Det blev lidt komisk, da han nogle gange slog over i at mime ordene i stedet for at sige dem paa spansk. Det skabte en del forvirring, da det at blive vred, at kede sig, og at sove havde ca. samme bevægelse og ansigtsudtryk. Han virkede ikke yderligere begejstret for det danske sprog men ordet 'gammel' morede han sig meget over. Flere gange gennem samtalen udbroed han "soy gammel" og kneb sine rynkede øjne sammen, vendte ansigtet mod loftet og lo inderligt.
Til sidst tilbød han mig, at jeg kunne sove hos ham, hvis jeg ikke kunne naa en bus videre, men det afslog jeg dog hoefligt. Havde han nu haft en familie, havde jeg gladeligt taget imod.
I Asunción blev jeg igen straks kontaktet af buschauffører, der ville køre mig til Bolivia, men da jeg spurgte efter immigration, ville de ikke hjælpe. Kort efter fandt jeg dog et busselskab, som lovede, at de ville standse og vente på, at vi fik vores stempel. Saa jeg hoppede på bussen, og efter 10 timer i bus ventede nu yderligere knap 23.
Hvor jeg var steget på bussen udstyret med to store flasker vand, stod min 44 årrige østriske sidekamerat Rüdicker på med 2 store flasker rom. Så var stilen ligesom lagt. Men han var nu en hyggelig fætter, og vi fik os en snak om restaurationsbrachen, da det viste sig, at han havde haft en restaurant i Chile i 14 aar.
Kl 3 om natten blev vi vækket for at trave hen ad en grusvej til et lille hus, hvor vi fik vores exitstempel fra Paraguay. Jeg var stadig ikke 100 procent sikker på, at det ville være enkelt at krydse grænsen, men efter et par andre stop ved forskellige afsides militærbaser, der bare skulle krydse os af en liste, fik vi vores "entrada" stempel af en meget irritabel, tvær og ubehøvlet grænsepostmand i Ibobobo, som påstod at 'danesa' var et engelsk og ikke et spansk ord. Jeg fandt det klogest at stoppe diskussionen efter min første protest. Han havde tydeligvis en dårlig dag (eller liv?), så han fandt det rimeligt at give os 30 dages visa, frem for de 90 vi egentlig var berettiget til. God Karma graensepostmand! Ved moerkets frembrud naaede vi Santa Cruz og sammen med tyske Martina, som jeg moedte paa bussen, fandt jeg ved andet forsoeg en ledig seng. Saa nu er jeg i Bolivia, og jeg har spist det bedste broed i en maaned! Naeste traek er frivilligt arbejde!
En hilsen til alle derhjemme, jeg taenker paa jer...og rugbroed!