Steak, Tango og Empanadas

 Santa Cruz, Bolivia

Så er jeg nået til Santa Cruz i Bolivia efter 33 timer i bus, og det må være tid til en update. Jeg opholdt mig knap 3 uger i Buenos Aires - en lille uge i Hostel Estoril, og to uger hos en værtsfamilie mens jeg gik på sprogskole. Der boede jeg i udkanten af Palermo, Buenos Aires´ rolige histerkvarter om dagen og pulserende bar- og clubkvater om natten. Jeg forelskede mig hurtigt i området grundet mængden af fascinerende og elegante cafeer og dragede skobutikker med enorme vinduspartier, guldmalede, antikke jernporte, farverige vægge og højt til loftet. Jeg er temmelig stolt af, at jeg ikke har købt et eneste par højhælede!
Min værtsfamilie bestod af alenemor og advokat Julia og hendes teenagesøn Esteban. Julia spiste aldrig noget, hverken til morgen eller aften da hun 'passede på' som hun sagde. Tilsyneladende spiste hun kun en salat aen gang om dagen, og holdt den saa ellers kørende på kaffe!

Selvom jeg boede i Palermo, var jeg en hyppig gæst i Estoril, da jeg havde fået et par gode venskaber -  både blandt de ansatte og de rejsende. Heriblandt colombianske Sebastián, som blev en godt kilde til at øve det spanske.

I løbet af de tre uger fik jeg også deltaget i et par tangolektioner, spist argentinsk steak og dusiner af empanadas, fået nok af dulce de leche og drukket Mate, en bitter the som indtages gennem et smukt metalsugerør af en kop lavet af udhulet calabaza (en græskarsort). Mate drikkes af alle, til hver en tid og overalt i både Argentina, Uruguay og Paraguay, og det er langt fra en sjældenhed at se termokande og matekrus medbragt i undergrundsbanen.

Der har været mange imponerende oplevelser - som at se en opera i Teatro Colón (der betragtes som et af verdens fem bedste koncerthuse akustikmæssigt) og at besøge Recoleta-kirkegården (nærmest en lille bydel for de døde, komplet med huse og lygtepæle), men en af mine yndlingsoplevelser var en koncert med den spanske rapper El Chojin. Aldrig har jeg været til en koncert, hvor folk var så entusiastiske og deltagende. Jeg er ret sikker på, at der ikke var en eneste i lokalet, der ikke kunne hver eneste sang udenad - bortset fra mig selv...

El Obelisco, Avenida 9 de Julio

Efter min sidste spansktime hoppede jeg i en taxa og kørte til havnen, hvor jeg skulle mødes med colombianske Diego og new zealandske Sam, med hvem jeg skulle rejse til Uruguay. Det startede godt ud med, at gutterne blev snydt af deres taxachauffør, der tog imod en seddel, byttede den til en falsk, for erefter at give den tilbage og påstå, at de havde givet ham en falsk seddel. Efter Sam i raseri havde revet sedlen i stykker for øjnene af chaufføren, kom vi dog uden yderligere problemer med færgen til Montevideo, hvor vi tog en bus videre til Punta del Este. Punta del Este er en kystby, som i højsæsonen er stopfuld af strandhungrende argentinere og brasilianere, men som naermest var forladt, da vi besoegte den. Jeg naerer normalt en stor afsky for den slags strandturistede steder, men efter 3 uger i Buenos Aires, var det egentlig meget rart at kunne se stjernerne om natten, vandre rundt fuldstaendig sikkert og vaelte rundt i boelgerne. Her, i en lille naboby hvor de lokale boede, fik jeg min foerste parilla. Parilla er den sydamerikanske udgave af en Barbecue. Aldrig har jeg spist saa meget forskelligt koed paa en gang. Faktisk er det bare koed - ledsaget af lidt broed. Man kan godt bestille en salat til, men det er kun for toesedrenge og i hvert fald ikke noget for Uruguays befolkning - der er flere koer i Uruguay end der er mennesker. Saa jeg gemte den tidligere vegetar langt vaek og spiste baade blodpoelse og en eller anden tarmspecialitet, som jeg dog tillod mig bare at smage paa. Det var nok mere en oplevelse, end det var en nydelse.

Efter en en blaesende dag i Montevideo (som mindede mig om Prag!?), begyndte vi turen "hjemad", det vil sige Buenos Aires. Det var dog ikke helt uden problemer, da det viste sig, at den faergebillet vi havde faaet den ene vej, ogsaa indeholdt vores "visa", og at vi derfor skulle kunne vise denne. Sam havde gemt sin billet, men Diego og jeg havde ingen idé om, hvor vores var. Det skal lige siges, at det drejede sig om et lille stykke kroellet papir - ja det var kroellet da de gav os det - som de lige havde revet et stykke af og derefter stemplet med praecis det samme stempel, som vi havde faaet i vores pas. Men nej, nej, stemplet i vores pas kunne de ikke bruge til noget, saa vi maatte betale en boede hvis vi ikke kunne vise vores "visa". Jeg rodede, og rodede i min haandtaske, og bad dem til sidst hente min ryksaek, som allerede var laesset paa faergen. Her fandt jeg heldigvis den lille lap papir mellem andre mere eller mindre vigtige papirer, bykort og brugte Subte-billetter. Diego var mindre heldig og maatte betale boeden, som heldigvis viste sig ikke vaere mere en 700 pesos svarende til 200 kr.

 

Diego med "visa" og what the fuck-udtryk

Efter to naetter i Buenos Aires tog jeg videre til Puerto Iguazú med Sam og tyske Stephanie. Efter 18 timer ankom vi til den lille by, der graenser op til Paraguay og Brasilien. Vi indlogerede os paa vores hostel koerte saa til den Brasilianske side af vandfaldene. Nyt nice stempel i mit pas! Allerede ved de foerste udkigspunkter blev mine bedste forventninger opfyldt. Og lille naive jeg troede at det var det hele. Men jeg skulle faa at se, skulle jeg! Det blev ved og ved og ved og kulminerede dagen efter paa den argentinske side ved udkikspunktet "Garganta del Diablo", "djaevlens hals" - en ikke helt ringe beskrivelse. Endelig kan jeg bruge udtrykket: "det kan ikke beskrives med ord". Det foerste, der kom ud af min mund, da jeg saa det var "shit!"

Iguazú, den argentinske side

Bolivia var min naeste destination, og da internettet ikke var til nogen hjaelp, naar det drejede sig om transport hertil, pakkede jeg mine ting den naeste morgen og gik op til busterminalen, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne komme til Santa Cruz med to skift. Saa jeg hoppede paa den naeste bus til Ciudad del Este i Paraguay og haabede paa at de naeste busser bille passe, saa jeg ikke skulle til at finde et sted at sove midt om natten. Ciudad del Este er et virvar af vanvittige, dyttende bilister, motorcykeltaxaer og elektronisk kopicrap. Jeg fik et exit-stempel og koerte videre til busterminalen, hvor jeg strakt blev angrebet af en buschauffoer der ville koere mig til hovedstaden Asunción. I bussen begyndte jeg at laese om Paraguay og stoedte paa en lille box med overskriften "Getting to Bolivia". Interessant. Der blev foereslaaet samme rute, men med den lille oplysning at busserne ikke stopper i Ibobobo i Bolivia, hvor jeg skulle have mit indgangsstempel. Lonely Planets anbefaling var at tage hele vejen tilbage til Asunción, hvis ikke man havde lyst til at blaffe 60 km paa en afsides grusvej i Bolivia, da der heller ikke var offentlig transport i omraadet. Tak for hjaelpen Lorte Planet! Naa men jeg var jo paa vej, saa jeg maate bare haabe paa at de kunne hjaelpe mig I Asunción.

Paa vejen til Asunción fik jeg selskab af Adolfo, som jeg snakkede med i 2 timer. Han koebte en "Chipa" til os hver, af en af de mange kvinder, der stod paa bussen for at saelge mad. Chipas er et traditionelt Paraguayansk broed, der smager af kommen og ligner en bagel, men modsat bagels er det meget tungt og har en tør og sproed skorpe og en osteagtig, lidt ubagt konsistens indvendig. Adolfo var lidt svær at forstå da han blandede guaraní, et indiansk sprog, med spansk. Hans udtale var ret speciel, og det gjorde det ikke bedre, at han havde mistet nogle af sine tænder og i øvrigt havde en hukommelse som en si. Men snakken gik, og han var nysgerrig efter at vide, hvordan forskellige spanske ord er på dansk. Det blev lidt komisk, da han nogle gange slog over i at mime ordene i stedet for at sige dem paa spansk. Det skabte en del forvirring, da det at blive vred, at kede sig, og at sove havde ca. samme bevægelse og ansigtsudtryk. Han virkede ikke yderligere begejstret for det danske sprog men ordet 'gammel' morede han sig meget over. Flere gange gennem samtalen udbroed han "soy gammel" og kneb sine rynkede øjne sammen, vendte ansigtet mod loftet og lo inderligt.

Til sidst tilbød han mig, at jeg kunne sove hos ham, hvis jeg ikke kunne naa en bus videre, men det afslog jeg dog hoefligt. Havde han nu haft en familie, havde jeg gladeligt taget imod.

I Asunción blev jeg igen straks kontaktet af buschauffører, der ville køre mig til Bolivia, men da jeg spurgte efter immigration, ville de ikke hjælpe. Kort efter fandt jeg dog et busselskab, som lovede, at de ville standse og vente på, at vi fik vores stempel. Saa jeg hoppede på bussen, og efter 10 timer i bus ventede nu yderligere knap 23.

Hvor jeg var steget på bussen udstyret med to store flasker vand, stod min 44 årrige østriske sidekamerat Rüdicker på med 2 store flasker rom. Så var stilen ligesom lagt. Men han var nu en hyggelig fætter, og vi fik os en snak om restaurationsbrachen, da det viste sig, at han havde haft en restaurant i Chile i 14 aar.

Kl 3 om natten blev vi vækket for at trave hen ad en grusvej til et lille hus, hvor vi fik vores exitstempel fra Paraguay. Jeg var stadig ikke 100 procent sikker på, at det ville være enkelt at krydse grænsen, men efter et par andre stop ved forskellige afsides militærbaser, der bare skulle krydse os af en liste, fik vi vores "entrada" stempel af en meget irritabel, tvær og ubehøvlet grænsepostmand i Ibobobo, som påstod at 'danesa' var et engelsk og ikke et spansk ord. Jeg fandt det klogest at stoppe diskussionen efter min første protest. Han havde tydeligvis en dårlig dag (eller liv?), så han fandt det rimeligt at give os 30 dages visa, frem for de 90 vi egentlig var berettiget til. God Karma graensepostmand! Ved moerkets frembrud naaede vi Santa Cruz og sammen med tyske Martina, som jeg moedte paa bussen, fandt jeg ved andet forsoeg en ledig seng. Saa nu er jeg i Bolivia, og jeg har spist det bedste broed i en maaned! Naeste traek er frivilligt arbejde!

En hilsen til alle derhjemme, jeg taenker paa jer...og rugbroed!