Santa Cruz er den største by i Bolivia, men da centrum er nærmest støvsuget for høje bygninger, og stemningen langtfra er hektisk, som i de fleste andre storbyer, føles den faktisk som meget lille by. Der er heller ikke meget at lave, så de 4 dage vi (Martina og jeg) var der, gik med at trave byen rundt, spise billig mad ( 4 retter + juice 23 kr), forgæves forsøge at komme ind på et museum, som hele tiden ændrede åbningstider, suge den bolivianske stemning til os, og prøve at regne vores næste skridt ud. Den sidste morgen gik vi i kirke, da det var skærtorsdag, og jeg gerne ville have et lille indblik i fejringen af Semana Santa (påskeugen). Jeg har ikke set processioner, som jeg havde forventet, men det var nu meget interessant at være til en gudstjeneste. Især var musiken meget anderledes: klaver istedet for orgel, og sangene virkede langt mere 'folkelige' end vores salmer. Specielt én sang havde en hel indiansk klang.
Jeg bestemte mig for at tage videre til sucre, og Martina tog med. Vi fik købt os en billet, men på vej til bussen spurgte vi en vagt om vej, og da han så vores billet, sagde han, at vi havde betalt alt for meget. Så han sendte os hen til en anden vagt, som tog en snak med busselskabet, der så gav os penge tilbage. Allerede her skulle vi måske have anet uråd, med det er jo Bolivia, så vi forventede at nogle folk ville prøve at tage sådan et par gringapiger ved næsen. I bussen mødte vi det sødeste søsterpar, som bad om at få lov at male vores negle; dem hyggede vi os meget med, indtil det blev 'sengetid'. I al den tid havde vi kørt af grusbelagte bjergstier med stejle afgrunde, og da det nu var blevet mørkt puttede jeg Al Green 'Have a good time' i ørene og håbede på, at vores chauffør var en forbandet god bilist.
Vi var steget på bussen kl 16.30 og skulle være i Sucre dagen efter kl 8.30. Kl 02 stod bussen stille, og efter en time, ad hvad vi troede var en meget lang tissepause gik det op for os, at vi sad fast i mudderet. Heri ligger den sande ulempe ved grusveje. 'Hombres, a trabajar!' lød det (til arbejdet, mænd!), og vi steg alle af bussen for dels at gøre den lettere, dels at finde jord og sten og grene at lægge foran bussen. Efter yderligere to timer var vi on the road igen, klipklapper, og fødder indsølet i mudder og en stærk glæde ved tanken om at kunne se frem til et bad og en lur 4 timer forude.
3 timer senere: Jeg vågner efter anden halvej af den ene times søvn det er lykkedes mig at få, og undrer mig over hvordan bussen tømmes for folk. Ud af vinduet kan jeg se asfalt og tørvejr, så det kan ikke være mudder. Vi hopper også af og spørger omkring os. Der mangler luft. De andre passagerer (inkl den hane som nogen har medbragt og som stolt vækkede hele bussen kl 7) forsvinder ind i forbipasserende busser, og vi beder om vores ryksække, så vi kan gøre det samme. Men vi kan ikke få dem, for dørmekanismen i bagagerummet er åbenbart også afhængig af luft. Vi tør ikke stole på, at vi kan få vores baggange i Sucre, og tilsidst er vi de eneste tilbageblivende udover vores meget lidt informative og iøvrigt grove chauffør, hans unge 'hjælper', et ældre boliviansk par og en lettere sindsforvirret mor og hendes lille baby.
Vi hænger lidt rundt omkring, og Martina og jeg bliver enige om, at det ikke er det værste sted at sidde fast; her er smukke grønne bjerge og en flod at beundre.
Vi hænger lidt rundt omkring, og Martina og jeg bliver enige om, at det ikke er det værste sted at sidde fast; her er smukke grønne bjerge og en flod at beundre.
Efter en times tid bevæger vi os i flok mod en lillebitte landsby en halv kilometers vej fra bussen, hvor vi heldigvis får en rigtig lækker suppe og noget godt brød. Tilbage ved bussen sætter mændene gang i et bål. Tilsyneladende skal det bruges til at varme en lille spirallignende rør op, da noget inde i det stopper for lufttilførsel. Endelig kommer der gang i dyret og vi fortsaetter til Sucre, hvor jeg tager mit livs mest nydelsesfulde brusebad i et hostel ved navn 'Gringos Rincon' (!!!).
Bussen fixes
Tyskeren Mike, der ejer stedet kan bedst beskrives som værende 'a legend'. Man kan ikke andet end holde af ham. Han laver ALT selv! Rengøring, reception osv. Og det nok det reneste hostel jeg har boet i. Der er altid toiletpapir, håndsæbe og rene håndklæder. Hvis du fornemmer en smule nostalgi og længsel i denne beskrivelse er du ikke helt galt på den. Toiletpapir er et særsyn i hostels her i Bolivia og forventningen om håndsæbe er lige så latterlig som tanken om at lande på månen for 100 år siden.
Dels atmosfæren i dette hostel, dels byen og dels menneskerne og noget frivilligt arbejde gjorde, at jeg blev hængende 10 nætter.
Hver fredag havde Mike sine ugentlige 3 timer fri. Så
ville han komme op på terrassen og med sin karakteristiske meget dybe og
meget langsomme stemme med en meget tyk tysk accent udmelde: 'Soooo
guuyyys...! I haaaave my threeee hours ooooff, gooooing out to drink
some beeaaar, dooo you need aaaanythiiiing? The sister of my wife's
cousin iiis siiiiting doooownstairs, she dooooesn't know aaanything
aboooout the hostel, and she doooesn't speak aaany engliiish....' han
var i sandhed en guttermand. Han havde for vane at udbryde 'sooo craaazy
shit gooooing oooon!' når man kom ind, noget man hurtigt vennede sig
til, ligesom man hurtigt forstod hans absolut kulsorte humor. En dag kom
jeg ind af døren med en englænder, som ikke havde boet der så længe, og
derfor overrasket svarede 'Oh really?! What's going on?' Mikes udtryk
var guld værd; han kiggede forvirret op og svarede 'no, nooo, I juuuust
allwaaays saaay thaaat!'
Hostelets gæster var i den periode, jeg boede der en
perfekt sammensætning, og da alle havde lidt svært ved at forlade
stedet, endte vi med næsten at føle os som en familie. Vi gik på
opdagelse sammen, lavede mad til hinanden og studerede spansk side om
side. Jeg forelskede mig hurtigt i den rolige men meget charmerende by,
ikke mindst på grund af det fantastiske mad- marked. Her bugnede med
friske frugter, grøntsager, æg, ost, krydderurter, krydderier,
kokablade, brød og...wait for it...boder med frisklavet frugtjuices og
shakes!!! Jeg fik hurtigt et godt forhold til 'min' juicedame, der
begyndte at fortælle hvilken kombination jeg skulle prøve den følgende
dag. 4-6 bolivianos (ca 3,5 - 4,5 kr) for et stort glas med
genopfyldning! Åh Mercado Central! En ting jeg morede mig ret meget over
i starten, var at blive tiltalt 'mamita' (lille mor) når jeg handlede
ind. Jeg venter bare på at det bliver til 'mamacita' når jeg kommer mere
nordpå (hej Nina Ricard og co. :D).
Nå, jeg lavede nu også andet end at spise. En uges
frivillig arbejde i en meget fattig børnehave med nogle meget søde, dog
temmelig bisse-trick-brugende børn. Især den lille bitte José der
kravlede rundt på mig når jeg satte mig ned, var en rigtig heartbreaker.
Udover mig arbejdede også et par andre europæere, heriblandt engelske
Will. Børnene kunne ikke udtale hans navn og han blev derfor kaldt
'Huevo' (æg). Jeg blev gerne kaldt 'tia' (tante) eller 'señorita' af de
børn der ikke kunne huske mit navn.
Efter en uge i børnehaven vågnede sigøjneren i mig, så
jeg pakkede min rygsæk, og tog videre til Potosí, verdens højest
belligende by. Med sine 4009 meter, er det noget af en udfordring for
kroppen. Højden kan både give hovedpine, kvalme, vejrtrækningsbesvær,
svimmelhed, fordøjelsesproblemer og mærkelige drømme. Allerede i Sucre
(2750 m) kunne højden mærkes når man gik og snakkede samtidig. I Buenos
Aires plejede jeg at tage trapperne til 7 sal, mens jeg allerede blev
forpustet når jeg nåede anden sal i Sucre. Her havde jeg også en af de
mærkeligste drømme, jeg længe har haft: I køjen over mig lå en englænder
og i min drøm var hans sjæl blevet fanget i en flue som sad fast
halvvejs inde i min pegefinger !!! Jeg turde ikke tage den ud, da jeg
var bange for at hans sjæl så ville blive fanget i min krop....jaaa
deeet...
Potosí var dog af en anden karat. Den første aften havde
jeg hovedpine, kvalme, var smimmel og følte mig beruset. Den aften
erfarerede jeg kokabladenes virkning. Kokablade kan købes over hele
Bolivia; man fjerner midtervenerne og putter bladene ind i siden af
munden mellem tænder og kind og laver tyggebevægelser, uden at tygge paa
bladende. Efter noget tid begynder bladende at afgive væske. Skal man
gøre det helt rigtigt, tilsætter man enten lidt natron eller en smule af
en cement lignende klump kaldt 'llipta' lavet af planteaske - normalt
quinua. Dette hjælper med at frigive bladenes alkaloider, der hjælper
mod højdesyge, sult og kulde.
Dagen efter gik turen til minerne. Potosí er og har altid
været en mineby. Arbejdsmetoderne er meget gammeldags, det meste
arbejde foregår med håndkraft med simpelt værktøj. Som vores guide,
Ronaldo, der selv havde arbejdet i minen i to år, fortalte, har
arbejdesmetoderne nærmest ikke forandret sig gennem årene. Der er
naermest ingen sikkerhedsforanstaltninger og bare sidste aar doede 16
minearbejdere under arbejdet. Temperaturen varierer fra frost til 45
grader, og kontakten med giftige kemikalier og store mængder af støv gør
at mange arbejdere bliver syge og dør af kraeft i lungerne. Hvis
faderen bliver syg eller dør, vil sønnen typisk overtage hans job for at
kunne forsørge familien. Vi snakkede med en 44 årig minearbejder, som
havde arbejdet i minen i 25 år. Hans søn på 21 havde arbejdet i minen
siden han var 13.
Nu da jeg læser om minerne i min Lonely Planet guide, kan
jeg at de advarer én om den stærke og risikofyldte oplevelse. Jeg var
dog fuldstændig uforberedt, hvilket måske var meget godt- ellers havde
jeg måske ikke gjort det. Heldigvis havde jeg, sammen med tre andre fra
mit hostel, fundet et ansvarligt selskab at tage med. Det hele startede
ud med, at vi skrev under på, at selvskabet ikke tog ansvar for skader
eller død. Derefer blev vi iført overtræksbukser, jakke, gummistøvler og
hjelm med pandelampe og kørt til minearbejdernes marked hvor vi kunne
købe gaver til arbejderne: Kokablade, vand, sodavand, meget stærk
alkohol, cigaretter og dynamit!
Først blev vi introduceret til mineralraffinaderiet, hvor
vi så hvordan den rene sølv bliver udvundet. Derefter startede turen
ind i minerne, noget jeg aldrig vil glemme, og som vil dukke op i
erindringen, skulle jeg i fremtiden brokke mig over mine
arbejdbetingelser...De første 400 meter gik vi delvist foroverbøjede i
gåsegang igennem en støvet gang. Så stoppede Ronaldo, pegede på et smalt
mørkt hul med en rebnedgang og sagde 'her'. Alle i gruppen kiggede
tøvende på hinanden, og én af fyrene bestemte sig hurtigt for at blive
tilbage. Et par stykker nåede ned gennem denne nedgang, mens resten af
os blev ført til en anden, mere plan nedgang uden reb. Jeg trak vejret
dybt og krøb ned som nummer to, men da jeg så den næste nedgang, måtte
jeg vende tilbage sammen med nummer ét som heller ikke kunne få sig selv
til at gå videre. Der var fuldstændig mørkt, man kunne ikke se hvor
lang gangen var, og den var så snørklet, at man ikke rigtig havde en
fornemmelse af, om man kunne komme op igen. Efter lidt tid foroven
bestemte jeg mig dog for at prøve igen og oplevede for første gang
rigtigt spændingen ved at gøre noget, som på grund af kombinationen af
det farlige og min egen frivillighed, føltes naturstridigt. Jeg nåede
ned og kunne her betragte en minearbejder grave et hul til noget
dynamit. Ovenover igen, følte vi lettelsens og succesens rus, da vi nu
havde set to ud af de tre niveauer der var planlagt. Følelsen holdt
indtil Ronaldo sagde: 'ja, det var så niveau ét, lad os nu gå til andet
og tredie niveau!'
Vi tilbragte 2 timer i minen og kom længere og længere
ned, hvor der blev varmere og mindre ilt. I tredie niveau kom vi til en
stor åbning fuld af halvfulde, kokatyggende minearbejdere. Da de
arbejder for sig selv, og fordeler pengene for deres 'fund' ligeligt
mellem sig, alt efter arbejdstimer, kan de selv bestemme hvornår de vil
holde fri. Denne dag havde de valgt at drikke i stedet for at arbejde.
Som Ronaldo forklarede, da vi spurgte hvorfor de ikke drak et mere
behageligt sted, har de brug for en stærk broderaand i minen, for at
kunne holde arbejdet ud.
Svedende, udmattede og indsmurt i støv nåede vi op over
jorden, og jeg forstod nu hvad vores tur-selskab havde ment med
udsagnet: 'medbring kamera og god sans for humor'. Det havde lydt
usmageligt før turen, men uden sans for humor havde det været ubærligt,
noget man tydeligt kunne mærke på arbejderne, der var fulde af godt
humør, jokes og spørgsmål som 'hvem af jer er single?'
Jeg havde egentlig købt mig en busbillet til Tupiza, min
næste destination, men efter denne udmattende oplevelse besluttede jeg
at tilbringe aftenen i selvskab med mine hostelroomies, llama-steak,
kortspil og den lokale drink bestående af 'Singani', en boliviansk
spiritus af druer, blandet med varm citronlimonade.
Marked i Potosí
Efter en udflugt til en varm vulkansø den foelgende dag,
tog vi alle fire en taxi til busterminalen, hvor jeg i sidste øjeblik
købte en ny billet til Tupiza. Som sidebemærkning er busterminalerne her
et ret interesant sted at studere den Bolivianske kultur. Her summer af
liv og råb fra busbilletsælgere, der med stærk stemmekraft og en
utrolig hurtighed kaster om sig med forskellige busdestinationer:
'Potosí, Potosí, Potosí! Lapazlapazlapaz! Suuucre sucresucresucre!
Samtidig har jeg aldrig oplevet at skulle kæmpe så meget for
information, selv hvis det handler om at koebe noget af vedkommende.
Hvis man går hen til de forskellige busselskaber, frem for at lade sig
rive med af de i råbende sælgere, virker de oprigtigt uinteresseret i at
sælge én noget. Typisk vil jeg sarte med at stille med hen foran
disken, og modsat Danmak, hvor det handler så utrolig meget om at komme
kunden i forkoebet med service og information, vil de ignorere én,
indtil man selv aabner munden. Så vil jeg måske spørge, om jeg kan komme
direkte med bus til en eller anden destination, og vedkommende vil sige
nej og fortsætte med at kigge på sine negle. Så vil jeg spørge hvad jeg
så kan gøre, og han vil svare kort paa det. Saa vil jeg spørge hvor
meget det koster, og sådan vil det fortsætte indtil jeg har fået den
nødvendige information. Det er en ting man bliver nød til at kunne grine
af, ellers bliver man skør - en ting jeg har ser ske med andre
rejsende.
Nå, jeg sprang på bussen, men med min erfaring med
Bolivia og tid, skønnede jeg, at jeg godt kunne nå på toilet inden vi
kørte. Jeg spurgte billetkontrøløren og hun sagde ja, så jeg spænede
ind, betalte en boliviano, og var ude igen som en ninja. Men da jeg saa
jeg, at min bus var væk, med backpack og det hele! Heldigvis kom en pige
løbende, og informerede mig om, at bussen var ved udgangen af
terminalen. Jeg løb som en vanvittig og nåede det! Folk rystede på
hovedet og kiggede ondt på mig da jeg kom ind, men da jeg stod af senere
på natten, fortalte den eneste anden udlænding på bussen, at alle
passagererne havde råbt : 'Falta una! Falta una gringaaaa!' (der mangler
en gringa).
Tupiza er en lille bitte by i det sydlige Bolivia.
Omgivelserne er meget smukke og byen er kendt som et godt sted at tage
en tur på hesteryg og desuden starte den fire dages jeeptur mod
saltørkenen uden for Uyuni. Så jeg bookede en 7 timers ridetur og en tur
til saltørkenen.
Rideturen startede godt ud, og jeg følte mig som en
blanding mellem Tintin, Frodo og Lucky Luke. Indimellem havde jeg dog
nogle nedture, da min hest var lidt mærkelig, og meget gerne ville
galopere, når jeg ikke ville. Da vi havde halvanden time tilbage,
begyndte denne tendens at være mere udtalt, og efter en temmelig voldsom
galop, som jeg ikke kunne styre, bad jeg min guide om at skifte hest.
Netop i dette øjeblik begyndte hesten at dreje rundt og selv min guide
kunne ikke styre den. Den løb løbsk i galop ud mellem træerne, og jeg
var skræmt fra vid og sans, da den ikke ville lystre på noget som helst.
Mine fødder kom ud af bøjlerne, men det lykkedes mig at holde fast et
stykke tid, indtil han nåede ud på stien igen, hvor jeg blev smidt af.
Jeg var fuldstændig i shock og kunne ikke bevæge mit ene ben. Der var
intet telefonsignal, så jeg kunne ikke blive hentet i bil, og det var
udelukket at jeg kunne gå. Jeg havde absolut ikke megen lyst til at
komme op på en hesteryg, men det gjorde så forfærdelig ondt, og jeg
vidste jeg blev nød til at komme ind til byen. Tilsidst blev jeg
overtalt til at blive løftet op på en anden hest og trukket ind til
byen. Her havde smerten aftaget så meget, at jeg kunne bevæge mit ben
igen og med næsten sikkerhed udelukke, at noget var brækket. Efter
anbefaling af to læger, som også var turister på turen, tog jeg dog en
tur på hospitalet og blev undersøgt. Jeg havde dog bare fået nogle
slemme slag og muskelsmerter som ville gå væk med tiden. Min doktor
ville gerne give mig en stor sprøjte med et eller andet smertestillende,
men han virkede noget tilfaeldig, og jeg har ikke den store tiltro til
doserne af medicin herovre, saa det afslog jeg.
Efter en ekstra hviledag i Tupiza, begyndte turen til
Uyuni. Med i jeepen havde vi vores chauffør, Felix, vores kok, den
moderlige Maura, et fransk par med nogle meget svære navne, og de to
englændere, Todd og Dean. Den første dag tilbragte vi otte timer i
jeepen, med stop undervejs for at betragte det smukke landskab og tage
billeder af lamaer, som Felix i øvrigt morede meget sig over at jagte i
sin jeep. Kl fire slog vi lejr i en lille støvet landsby, bestående af
en 50 huse og en skole. På grund af højden blev der utrolig koldt så
snart solen forsvandt, men tilgengæld havde vi udsyn til den klareste
stjernehimmel, jeg har set i mit liv.
Dagen efter tog vi afsted kl halv seks og tilbragte de naeste 11 timer i jeepen med fantastisk udsigt. Bl.a. Saa vi "La Laguna Verde", "den groenne soe" og badede i endnu en varm vulkansoe.
Trejde dag foregik paa samme maaede; her var det mest imponerende en gammel "togkirkegaard" med en samling af Bolivias aeldste tog i bedste Buster Keaton sil og desuden "La Laguna Colorada" en roed soe fuld af famingoer. Denne nat sov vi i Uyuni, og dagen efter tog vi afsted kl halv seks for at se solopgangen over saltoerkenen, et 11.000 km2 stort, fuldstaendig flat areal, daekket af et 150 meter tykt lag salt! Utroligt og ganske uvirkeligt. Det var svaert at forstaa, at det ikke var is og sne, men salt!
Dagen efter tog vi afsted kl halv seks og tilbragte de naeste 11 timer i jeepen med fantastisk udsigt. Bl.a. Saa vi "La Laguna Verde", "den groenne soe" og badede i endnu en varm vulkansoe.
Trejde dag foregik paa samme maaede; her var det mest imponerende en gammel "togkirkegaard" med en samling af Bolivias aeldste tog i bedste Buster Keaton sil og desuden "La Laguna Colorada" en roed soe fuld af famingoer. Denne nat sov vi i Uyuni, og dagen efter tog vi afsted kl halv seks for at se solopgangen over saltoerkenen, et 11.000 km2 stort, fuldstaendig flat areal, daekket af et 150 meter tykt lag salt! Utroligt og ganske uvirkeligt. Det var svaert at forstaa, at det ikke var is og sne, men salt!
Nu er jeg naaet til Cochabamba, hvor jeg har en aftale med en couchsurfer. Derefter gaar turen til hovedstaden La Paz, hvorfra jeg drager ind i junglen!
Kaerlige tanker til jer derhjemme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar